Der bliver talt meget om det kontantløse samfund, og jeg lytter med stor interesse.

Jeg har sjældent kontanter på mig, og jeg bruger flittigt MobilePay. Men det generer mig, at vi meget hurtigt skøjter over det faktum, at et kontantløst samfund gør livet utrolig svært for de dårligst stillede familier.

Nogle har brug for en fysisk synliggørelse af, hvad budgettet kan klare, og så er der mennesker, som på grund af handicap ikke kan håndtere plastikkort og apps.

Somme tider bliver vi lige lovlig middelklasse-smarte.

Men jeg skulle hilse fra overklassen og sige, at de også er glade for kontanter. Ja, ikke at jeg befinder mig der, men jeg har netop fra flere sider hørt historier, der er så forstemmende og rædselsfulde, at jeg må spørge: Hva' fa'en foregår der i whiskybæltet?

I uge 7 havde diverse rejsebureauer lanceret skiferie til De Tre Dale for gymnasieklasser. Det er efterhånden tradition. Og alle kan i princippet melde sig, men særlig stor er tilslutningen fra gymnasier som Øregård, Ordrup, Rungsted og Herlufsholm.

Det er der intet galt i. Det er formodentlig børn, som har været vant til en årlig skiferie gennem deres opvækst.

Men jeg er aldeles rystet over det, jeg hører om årets tur, og jeg er overrasket over, at det endnu ikke har ramt avisforsiderne.

For en årrække siden var der pinlige beretninger om danske elever, der tog til Prag og drak sig stangbacardi. Nu er det åbenbart i Frankrig, lokalbefolkningen søger væk fra pisterne, når de indtages af danske gymnasieelever.

Hvor ved jeg det fra? Fordi jeg fra nu tre forskellige veninder med børn på tre forskellige nordsjællandske gymnasier hører de samme historier.

De unge (ned til 16 år) har sjældent under 10.000 kroner med i lommepenge. Og så er der altså også dem, der har brugt op mod 150.000 kroner!!

Det er dog mere reglen, at der bruges 2.000 kroner om dagen, og ja, der skal selvfølgelig købes mad, men så meget koster en pizza trods alt ikke. Næh, pengene bruges på sprut. Og prøv bare selv at dykke ned i Instagram. Man skal ikke lede længe for at finde ud af, at det er Dom Perignon, dyre flasker champagne, som fyres af i spandevis. Ikke billig vodka.

Mine veninder fortæller om 18-årige drenge, der starter dagen med at lægge 8.000 euro for at få et bord på den rigtige restaurant til frokost. Ja, du læste rigtigt. Jeg går klart ud fra, det ikke er penge, de selv har tjent. En af dem bor i Vedbæk og har familie, der er dybt involveret i LTF, og han havde sjovt nok kontanter med – apropos kontantløs snak! Han er kendt som en rød klud i hele området.

En anden navngiven person fik et fly på den anden ende. Gæster fra flyet beretter, at stewardesserne forsøgte at berolige ham. Historien var angiveligt, at han kom til at snitte en passager med sin jakke.

Er du en af de unge, der var af sted i Frankrig på skiferie, og havde du et stort budget til turen? Eller er du forælder til en af de unge, som var af sted? Så kontakt B.T. på 1929@bt.dk.

Da vedkommende brokkede sig, undskyldte den unge mand sig med, at passageren åbenbart ikke var vant til at blive ramt af så dyr beklædning. Episoden endte med, at eleven stod og råbte 'jeg hader fattige mennesker'. Charmerende!

Jeg undrer mig. Ikke over, at der findes uopdragne møgunger. Der er desværre en del velbjergede mennesker, der fostrer børn, som de ikke evner at give pæne manerer endsige ydmyghed over for de privilegier, de har.

Mange af disse ekstremt rige børn er dygtige til at skabe noget hype omkring sig selv, som desværre er tillokkende for dem, der er knap så rige. Jeg undrer mig heller ikke over, at de franske restauratører bider al skam i sig og tager imod de mange penge, der lægges i baren.

Men jeg undrer mig over rejsebureauerne. De skriver fine hensigter og regler på deres hjemmesider, men er helt ude af stand til at håndtere unge, der sidder i bussen på vej til destinationen med læssevis af lattergas og sprut, som de kaster i hovedet i fuld offentlighed. Det er et under, at der ikke er flere tilskadekomne på pisterne, men måske blev de unge på hotellet for at drikke fra om formiddagen.

Lad mig citere tv-snobberne Fritz og Poul: 'Skål, for helvede!'