Er det et stykke tid siden, du har hørt Michael Jackson i radioen?

Så er det måske, fordi du lytter til radiostationer, der de facto boykotter ham, fordi manden havde et mildest talt aparte forhold til små drenge.

Og hvad med Kevin Spacey? Er det længe siden, du har set en film med ham?

Så er det måske, fordi du bruger streamingtjenester, der lige så stille har lagt ham i graven, nu hvor han er blevet beskyldt for at have begramset (og måske lidt mere) en række unge mænd?

Jeg spørger, fordi Netflix jo i ugens løb har besluttet så vidt muligt at droppe al tobaksrygning i deres film. Hvis du derfor fortsætter med dit Netflix-abonnement, belønner du så i virkeligheden Netflix for dette indgreb?

Tillykke med, at du uden at have rørt en finger er blevet en politisk forbruger. Du slipper for Michael Jackson, Kevin Spacey og tobak.

Flere og flere af dine leverandører tager stilling til alt muligt fra klima over tobaksrygning til ligestilling. Og hvis du køber deres varer, vil de tolke dit køb, som om du er fuldstændig enig med dem.

Men du skal vide en ting: Ledelsen i Netflix er formentlig revnende ligeglad med, om folk ryger. De stopper kun tobakken, fordi de skønner, at det er bedst for Netflix' pengekasse og omdømme.

De vil ikke lægge sig ud med tidsånden. Og tobakken er kun begyndelsen. Om lidt er de også nødt til at droppe fedtholdige fødevarer i deres film. Og alkohol. Og dieselbiler. Og mænd. Mænd vil ikke være velkomne i fremtidens film.

For lige at gøre det klart, så er jeg selv ryger, men jeg kan absolut ikke anbefale det. Jeg kan heller ikke anbefale, at vi går og begramser andre – eller det der er værre. Og jeg kan slet ikke anbefale at være en mand. Mænd er som bekendt røvhuller.

Så når jeg alligevel får spat af det her, så er det ikke for at hylde rygning. Eller begramsning af andre. Eller mænd. Men fordi jeg hader den der duknakkede, kræmmersmarte tilpasning til tidsåndens store temaer.

Kunsten skal ikke fedte for tidsånden. Den skal være ligeglad. På samme måde skal medier være iskolde. Min store drivkraft i journalistik bør være at mistænke tidsånden for ikke at være speciel velbegavet.

Fordi den aldrig overvejer bagsiden. Og fordi der lige om lidt er en ny tidsånd.

Hvis jeg havde indset dette for 30 år siden, ville jeg have kørt kritisk journalistik mod rygning. Fordi rygning slår mennesker ihjel, og fordi producenter og samfund dengang var ret ligeglade.

Derfor bør jeg i dag på samme måde være kritisk over for kampen mod rygning. Fordi den er begyndt at udelukke mennesker fra bestemte områder i byen. Og fordi den nu er begyndt at censurere kunsten.

Er jeg imod kampen for bedre folkesundhed? Nej, naturligvis ikke. Men jeg er forpligtet til at holde øje med, om helbredsargumentet er blevet en 24 tons tung damptromle, der kværner hen over alle andre argumenter og blæser på den etiske fordring, at folk til syvende og sidst bør have ansvar for deres eget liv.

Der spiller kunsten og journalistikken og du selv en rolle. Der er ikke noget galt i at mene det rigtige. Du skal bare vide, at der altid er en bagside. Og du skal vide, om du selv har besluttet det.