Man skal aldrig diskutere med tåbelige mennesker.

For det, der sker, hvis man forsøger, er, at man bliver trukket ned på deres niveau.

Hvorefter man selvfølgelig taber, fordi man mangler den fornødne rutine i at benytte sig af en tåbelig tankegang.

Er der ét politisk område, hvor man i særlig grad mærker konsekvenserne af, at tåbelige mennesker i for mange år har haft lov til at sætte dagsordenen, er det i udlændingespørgsmålet.

Det oplevede vi senest i sidste uge. Der kom tænketanken Unitos nemlig frem til, at når det gælder indvandrere og efterkommere fra de mest almindelige indvandringslande, er det i gennemsnit kun cirka en ud af ti, der finder sig en dansk ægtefælle.

Er det ikke meget normalt, at man danner par med folk, der har den samme baggrund, som man selv har? Og er det i det hele taget noget, man behøver at have en politisk mening om?

Besvaret i kort form: 'Jo' og 'nej'. Men så er der det store perspektiv, som alle de små spørgsmål burde sidde indfattet i. Her bør landets forenede tåber stoppe deres forstillelse. For det helt entydige svar er vanskeligt at give.

En af de mest illegitime beslutninger, der er taget i Danmark, siden landet blev et demokrati i 1849, var beslutningen i 1983 om i praksis at gøre Danmark til et indvandringsland.



Der var et kæmpestort flertal i befolkningen imod beslutningen. Dens konsekvenser blev i første omgang ikke undersøgt. Og i de næste omgange, da besindige forskere begyndte at sige noget om dem, blev resultaterne undertrykt og forskerne udskammet. Det er en skandale, vi ikke engang er begyndt at forholde os til endnu.

Hvis man skal beskrive beslutningen fra 1983 politisk, var der tale om, at man satte gang i helt uhørte samfundsforandringer uden at have demokratisk opbakning til det.

For det første satte man sig i vanvittige, økonomiske omkostninger. Hvor store, de helt nøjagtig er, ved ingen. Men den tidligere regerings skøn på omkring 30 milliarder kroner om året er givetvis forsigtigt. Det kunne de resultater, en meget grundig, norsk undersøgelse for nogle år siden kom frem til, i hvert fald antyde. Men lad nu de milliarder ligge. Det er trods alt kun penge. Om jeg så må sige.

Det værste lå jo ikke i det økonomiske. Det lå i de skader på fundament og bærende konstruktioner i selve vores liberale samfundsmodel, beslutningen medførte.



For at sige det lige ud, skal staten i vore dage true med våbenmagt for at holde fast i det selvindlysende princip, at islamiske regler naturligvis ikke gælder for personer, der ikke er ortodokse muslimer. Vi skal forsvare jødernes religionsfrihed med bevæbnet politi. Og vi skal tage alle mulige sikkerhedsforanstaltninger – herunder ofte at have politiet på standby – for at kunne benytte os af den forsamlingsfrihed, vi har i overensstemmelse med grundlovens paragraf 79.

Det helt legitime spørgsmål, når man ser, at 'ligesom mig selv' betyder 'fra Tyrkiet' eller 'fra Pakistan' og ikke for eksempel 'håndværker', 'fra Amager' eller 'fra middelklassen' er naturligvis: Er der slet ikke nogen udsigt til, at vi en skønne dag kan skrue ned for politibevogtningen af muhammedtegnere, jøder og glade mennesker til festival? Eller er der kun den ensrettede vej, at vi må skrue mere og mere op?

De mange små spørgsmål, folk stiller til masseindvandringen, bør tåbelige mennesker ikke bagatellisere eller latterliggøre. Der er nemlig dybt alvorlige bekymringer over, om konsekvenserne af en af de mest illegitime beslutninger, Folketinget nogensinde har taget, aldrig hører op.