Holder vi op efter corona? Jeg tror det ikke

Når vi kommer igennem den her corona, holder vi så op med at vaske hænder 12 gange om dagen? Eller har vi fået os en ny vane?

Jeg selv er muligvis hysterisk, men jeg føler mig efterhånden snavset og besmittet uden. Og jeg tager det måske med mig ind i den nye tilværelse.

Andre kan ikke eksistere fremover uden at have 72 toiletruller i reserve. Kriser trækker spor i os, også på den anden side.

Videomøder og Skype vil hænge os ud af halsen. Den tiljublede digitale kontakt har omsider stået sin prøve og tabt med et brag. Vi gider ikke at holde flere møder med stirrende mennesker. Vi orker ikke mere Facetime, hvor folk ikke kan styre mobilen, og hvor man ender med at sidde og snakke med deres køleskab.

Trøst bliver større end nogensinde. Lige nu spiser vi rekordstore mængder af kød, chips og chokolade. Vi hælder vin ned fra klokken 17 på hverdage, og vi netflixer os igennem et rædselskabinet af dårlige film.

Jeg tror, at det bliver ved. Vi kommer ud på den anden side med et trøste-behov i en ketchup-effekt. Vi kaster os over alt det, vi synes, vi har mistet. Kostpyramiden og den personlige træner må finde noget andet at lave i et par år. 'Pleasure Revenge' kalder amerikanerne det. Og de ved, hvad der skal til på den front.

Knus får det til gengæld svært. Mange vil i løbet af krisen indse, at det havde taget overhånd.

Corona-navnet har slet ingen fremtid. Hverken til mennesker, hoteller eller øl. Det bliver som tiden efter Anden Verdenskrig, da ingen blev døbt Adolf. Sådan er det vist stadig i nogen grad.

Ansvarlighed er kommet for at blive. Vi er lige nu en overordentlig pligtopfyldende og artig befolkning. Og jo mere Mette F roser os for at være dygtige, jo mere føler vi os elsket.

Så vi holder afstand i lang tid fremover. Folk vil stå og råbe til hinanden fra hver sin side af Rådhuspladsen. Om lidt begynder selv jyder at holde hastighedsgrænserne. Og køre med baglys på cyklen. I parcelhusene er der parmiddage med mundbind, hvilket jo også gør det svært at drikke sig i hegnet og kysse på værtinden. Vi er blevet ansvarlige.

Død er også kommet for at blive. Når denne omgang corona er forsvundet, vil det gå op for os, at der hele tiden er epidemier og sygdomme, der slår os ihjel. Og at vi stort set ikke ellers reagerer på det.

Vi accepterede så sent som forrige vinter 7.667 influenzaramte danskere indlagt på sygehusene uden at lukke en eneste skole. Og hvorfor talte vi stort set ikke om, at 1.644 af dem døde?

Jeg ved godt, at corona er en langt mere aggressiv fætter. Jeg forstår udmærket myndighedernes foranstaltninger. Men hvordan kan vi mene, at intet menneskeliv er for dyrt denne gang, når vi ikke mente det de andre gange?

Jeg forstår også, at det enkelte menneske ikke vil sætte beløb på et menneskeliv. Du skal bare vide, at vore myndigheder gør det hver dag.

Derfor må danskerne f.eks. undvære medicin, som amerikanerne kan få. Og hvem tror du, overlægen på sygehuset vælger at bruge flest penge på – spædbarnet eller oldingen? Og vidste du, at der inde i Finansministeriet faktisk ligger et vejledende beløb på 34 mio. kroner for et menneskeliv.

Døden er kommet for at blive. Vi skal mene noget om det. Vi skal også mene noget om pengene. Det er for nemt for os at være grænseløse nogle gange og lidt ligeglade andre gange. For næste vinter kommer han igen, manden med leen.