Det er julemorgen. Og egentlig er det først i dag, at julen er. At julen er kommet med solhverv for hjerterne bange.

For hjerterne er lidt mere bange ved juletid.

Måske mærkede du det allerede i går aftes over andestegen, omkring træet eller i sofakrogen i bunkerne af gavepapir og marcipankonfekt – trætte børn og bristede forventninger.

Måske fornemmede du det gennem det uforløste og det fremmede nærvær, der holdt dig vågen i julenatten, der nu er blevet til morgen. For den hellighed, der omspændte jorden og livet i nat rummer på én gang Guds fred og hjertets uro.

Det man kalder julesorg. For der er så meget, der stiller sig i vejen for, at den store glæde indfinder sig i de få overspændte timer, vi kalder jul. Og det er bare ikke altid, at glæden er – selvom vi hverken er blevet skilt eller har mistet nogen siden sidste års jul.

Så er det alligevel, som om at det er resterne af os, der mødes til jul. Det der blev tilbage af os og alt det, der forsvandt, som vi tog med os på vandringen gennem årets måneder mod højtiden, hvor alting krystalliserer sig for os.

Alt det, der ikke lykkes, er lidt mere ulykkeligt til jul. Alle sprækkerne i livet er lidt større end i hverdagen, hvor vi må springe henover så meget og leve med så meget for ikke at forsvinde ned i tilværelsens afgrundsdybe huller, gulvspanden og det beskidte vasketøj.

Alt det, der kunne have været anderledes – hvis nu bare, man havde gjort sådan og sådan – eller undladt at gøre det. Og uroen er lidt mere påtrængende, når man sidder der på kanten af køkkenstolen i julelampens skær og ser hen for sig, fordi dagligdagens gøremål plejer at dulme hjertets uro.

Julesorg. Det er et udtryk, Grundtvig har fundet på og noget, der kun hører det voksne menneskes liv og jul til.

Jeg tror, de fleste af os kan huske første gang, vi mærkede julesorgen. Eller den mærkede os. For vi slipper nemlig aldrig rigtig af med den igen, men den ledsager os trofast igennem livet og lægger sig som et panser omkring vores hjerte.

Vi er sådan set mærket med sorgen helt fra dengang, vi blev mennesker – som det medfødte fejlslag i pulsen. En hjertefejl og en hjertesorg – der bliver til julesorg, når vores liv undergår en eller anden forandring, der for evigt fremkalder sorgen i blikket. Hos nogle af os på en lidt mere insisterende måde end hos andre.

Jeg husker tydeligt den jul, hvor jeg opdagede, at julesorgen virkelig findes. Eller det vil sige, jeg husker slet intet fra den jul andet end den store sorg.

Om sommeren havde vi båret min far til graven, sagt farvel og på gensyn. Og den jul hviskede stuerne, tingene og den tomme plads ved spisebordet at intet var mere som før. For evigt forandret.

Og for altid besøger julesorgen mig allerede ved adventstid. Ikke altid som en sorg over noget konkret – men en sagte underlæsningsmusik i advents- og juletiden – en erfaring af at mørket er. Derfor kan julesorgen være der, hvor glæden sådan rationelt burde være.

Alt det, ængstelsen, uroen, mismodet og sorgen kendte den gamle Grundtvig kun alt for godt. Derfor skrev han julenat 1824 salmen 'Velkommen igen Guds engle små' om englene i sommerkjoler, der vandrer op og ned mellem himmel og jord og besøger os, som sidder i mørkets og dødens skygge.

Han gik frem og tilbage over de knagende gulvbrædder den julenat. Af og til gik han ind i børneværelset og kiggede på sine sovende drengebørn – og opdagede at i sovende børns ansigter er netop hjertets fred malet.

Men den barnlige fred skifter med voksenlivets og hjertesorgens uro. Hvordan genskabes denne tro hos den voksne, der har set stjernerne falde ned og mærket angst og sorg?

Det gør den ved, at vi hilser englene velkommen igen på trods af vores pansrede hjerte. Og åbner sindet for den glæde der bare er, på trods af min lille store sorg. Glæden over at vi har fået livet, og at vi ikke skal gå rundt i det alene i decembermørket.

Men Gud slog følgeskab med os den nat, hvor himlen rørte jorden. For juleglæden og julesorgen følges ad.

Glæden kommer ud af smerten og bekymringen; ligesom den fødende kvindes veer forløser barnet af hendes liv.

Men, kære læser,  hjertet bærer alle livets erfaringer med sig. Så lad os derfor bede om, at sorgen ikke må pansre vores hjerte – men at sorgen må blive til en perle – til taknemlighed over det der blev os givet, det der var - det vi har mistet – og det vi hver dag mister.

Så: Luk øjne op og luk engle ind. Lad din julesorg slukkes.

Glædelig jul.