Som et kor af stemmer lød den tusinde år gamle lyd af kirkeklokker fra alle klokketårne i Sønderjylland.

Mørk og mættet, let og højstemt bredte de sine toner ikke bare over det danske land, men over hele Europa, og i byer i USA slog de tunge malmklokker deres klare og dybe slag til minde om, at Første Verdenskrig blev bragt til ophør for 100 år siden.

Historiens efterklang. Kanonerne holdt inde, og verden holdt vejret, da der i en jernbanevogn i Compiègne i Picardiet i Frankrig blev underskrevet en aftale om, at alle krigshandlinger skulle ophøre – fra den 11. time på den 11. dag i den 11. måned.

Under den sjælerystende krig var enorme mængder menneskeliv gået til grunde. Bagved lå en tabt tid, og foran lå et liv og en verden, der aldrig blev den samme igen. Det var krigen, der skulle ende alle krige. For man kunne ikke forestille sig større uhyrligheder mod menneskeheden end dem, der var foregået under Den Store Krig.

Stormangreb på Vestfronten og stille frostklare nætter i det menneskeskabte helvede kan få selv den koldeste sjæl til at gyse. I skyttegravenes tvivlsomme ly krøb soldaterne sammen i mørket, mens rotterne bed i deres døde kammerater, der lå i den nådesløse ingenmandsland. Anonymiseret af mudder, regn og råd.

Opløste navne, der aldrig kom hjem, men sluttede deres livsbane et sted, der lignede verdens undergang. Lige dét sted findes ikke mere, men blev erstattet af Anden Verdenskrig med skråremme, masseudryddelser og gaskamre, der vidner om ideologiers ødelæggende kraft og menneskets skrøbelighed, og som minder os om, at der findes en ond vilje i verden, der gnægger og griner sjofelt, hver gang en sjæl overgiver sig til mørkerts magt.

Under påvirkning af de to store kriges gru, samfundet og normerne ændrede tidsånden sig. Allerede i mødet med Første Verdenskrigs meningsløse gru smuldrede civilisationen og troen på autoriteter, og siden blev hele den vestlige verdens selvforståelse forandret.

Efter krigene blev alt og dog intet forandret. For uanset hvor meget krigene på hver sin måde har været brud i europæisk kultur, rykket ved samfundsforhold og bragt ideologier til fald, så tog historiens grusomhed aldrig kristendommen med sig og troen fra mennesket.

Mange historikere, samfundsforskere og sociologer tror på, at dette er indsnit i historien, der ændrede alt. Eksempelvis skrev en: 'Gud døde på slagmarken mellem rotter og rådne lig. I skyttegraven blev Guds billede revet i tue. Efter Auschwitz kan ingen tro på Gud.'

Det er rigtigt, at volden og udryddelsen, krigen og drabene også i vores tid river et slør væk fra vores øjne, så vi ikke længere kan tro på det gode i mennesket – men vi kan tro på den gode, som er Gud. Og var den tro så let at miste, så var det heller ikke en tro, der var mere værd end det.

Men i døden og elendigheden tvinges vi mennesker til at give slip på vores egne forklaringer på det og den rædsel, vores øjne ser. Og da opdager vi hele tiden den samme gamle sandhed, nemlig den at krigen aldrig alene kan begrundes i sociologiske, økonomiske og politiske årsager.

For ethvert lands historie indeholder altid kristendommens fortællinger om menneskers natside - af menneskets eget mørke udspringer alle krige, geværsalver og gaskamre. Det er den ældste sandhed om mennesket – det er kristendommens sandhed.

Og den kan intet historisk indsnit eller nogen begivenhed hverken ændre eller relativere – men kun krystallisere for os – afsløre noget, vi godt vidste i forvejen, men fra tid til anden glemmer.

Men hvad er det så, vi tror på, når vi står ansigt til ansigt med ondskaben? I skyttegravens mørke skrev en fransk løjtnant julenat 1914 i sin dagbog: 'Du, stakkels, lille kærlighedens Gud, født i denne nat, hvordan kan du elske et menneske.'

Men det gjorde Gud på et tidspunkt, hvor der umiddelbart var allermindst at elske ved os mennesker. Kærlighedens Gud. En Gud, der elsker sit menneske på trods af det umenneskelige. Han ser gennem vinduet ind til historien, hver gang ideologierne og vores egen tro på os selv falder med mange menneskeliv.