Skattesystemet er ikke brændt sammen. Danmark er ikke brækket midt over, og Europa er ikke gået under, fordi nogle geniale hjerner har siddet i toppen af finanstårne i London, Dubai og Frankfurt og svindlet med udbytteskat for milliarder.

Heller ikke Britta Nielsens præmieheste, dyre biler, champagne og luksusliv i Sydafrika har fået samfundet til at kollapse, og de svageste i samfundet har (gudskelov) heller ikke lidt under svindelsagen. Vi betaler i øvrigt også alle sammen stadig skat, uden at vi ømmer os mere over det end sædvanligt.

Vi har heller ikke mistet tilliden til bankvæsenet, til Socialministeriet eller socialministeren for den sags skyld, der i øvrigt heller ikke kan gøre for det. Og alligevel har banditter i habitter og en lille ældre dame iklædt noget, der ligner en bomuldsnatkjole, i retten i Sydafrika trukket overskrifter hele efteråret.

Bevares - beløbene er også svimlende, begge sager er rystende, alvorlige, umoralske og alt muligt andet. Men det er næppe alene derfor, de har blinket som Breaking News på alle vores iPhones gennem flere måneder. For udover at forbryderne, måske særligt de habitklædte, balancerer på den flydende og fascinerende grænse mellem genialitet og galskab, er det som om, vi er blevet chokeret over, at grådigheden ikke bare er en middelalderlig dødssynd, men et evigt og temmelig dagsaktuelt grundtræk i mennesket.

Gennem generationer er vi blevet opdraget til at tro på det gode i mennesket, og rigtig mange søde præster har ikke kunne nænne at sige den vildfarelse imod og fortælle den gamle sandhed om mennesket, nemlig at vi er syndere og slæber rundt på alle mulige ringe egenskaber. Herunder grådigheden. Vi mærker den alle i os selv – måske derfor vi på én gang afskyr den, frastødes og fængsles af den.

Hvorfor kunne milliardsvindlerne ikke nøjes med én Porsche og én villa og bare en enkelt eller to milliarder? 'Grådighed æder sindet. Det er min eneste forklaring,' svarede hovedkilden med gråd i stemmen og vand i øjnene på spørgsmålet om, hvorfor han medvirkede til milliardbedrageriet. Delvis maskeret for rullende kamera i DR-dokumentaren 'Mændene der plyndrede Europa' fremlagde han svindelsagen og fortalte, at han måtte besinde sig på at have gjort noget forkert – acceptere at han havde gjort noget forkert.

Grådighed æder sindet, og det er, som om grådigheden havde sat sig aftryk i Britta Nielsens indfaldne ansigt og sorte rande under øjnene. Den umættelige grådighed – hvis sult kan aldrig helt tilfredsstilles. Den gnaver sig langsomt ind på os og kan styre vores liv, uden at vi nødvendigvis tænker på, at det, vi gør, er moralsk forkasteligt og en forbrydelse imod fællesskabet.

Og grådigheden tager sig fra begyndelsen anderledes ud, men i en hovmodig mangel på selvkontrol undergår den en forandring fra sig selv til noget andet: Kærlighed bliver til begær, sult til fråseri, ligevægt til overmod og beundring til besættelse.

Så når vi taler om grådighed og småfrelste henviser til, at mennesket ikke både kan tjene Gud og mammon, betyder det altså ikke en foragt for rigdom i almindelighed. Som om man ikke kan tjene gode penge, være mangemillionær og samtidig en ydmyg sjæl, der tror på Gud.

Nej, grådighed handler ganske enkelt om, hvad der styrer vores liv. Mennesket kan blive en slave af at eje noget. Det begynder med, at vi har penge på lommen og ender med, at vi er i lommen på pengene. Ejerforholdet bliver vendt om: Jeg ejes af selve det, jeg ejer. Og grådighed handler derfor om andet end at ønske sig mange penge eller præmieheste og for den sags skyld heller ikke om den forestående jul, med mad og gaver, men om, at vi lader os styre af en forførende stemme i vores indre, der siger:

»Du kan bare tage så meget du vil af alt, af kærligheden, af friheden af livet.«

En stemme, der overbeviser os om at overlade os til os selv og vores egne evner, position og kræfter. En stemme, der lokker os til at søge det egne og selvtilstrækkelige og i al sin lækkerhed overdøver samvittigheden. Samvittigheden, der skal minde os om, at vi har en pagt med livet og med dem, vi deler livet med. – Samvittigheden, der skal holde os fast i vores liv – holde os på plads i forhold til ansvaret og pligten overfor andre mennesker. Og overfor samfundet.