Kære student,

Vidunderligt. Fantastisk. Tillykke med huen! Jeg har dyttet, kastet tegn og set rigtig mange bare numser i lastbiler i sidste uge.

Men ud over at være en rullende fest i sig selv er en studentervogn jo virkelig et symbol på livsglæde, håb og drømme. Og vi voksne kan kun stå med et smil på læberne og huske tilbage på en tid, hvor livets dør bare stod på vid gab.

Men nu er eksamen i andengradsligninger og fysikforsøg overstået, og først nu begynder den egentlige skole – nemlig livets skole. Og det kan være et ret hardcore pensum, hvor man aldrig helt ved, hvad næste prøve og eksamen går ud på. Så her kommer lige et lille sommerlynkursus i noget af det, som du ikke lærer om i gymnasiet.

Du ved, hvad du er god og mindre god til i skolen. Dine faglige styrker og svagheder. Men du har også nogle karakterstyrker. Find ud af, hvad de er. For de skal bruges i dit liv, for at du blomstrer og er glad. Og de hjælper dig til at finde din karrierevej. Karakterstyrker er alt fra mod, taknemmelighed, lederskab, humor, videbegær, håb osv. Inden for psykologien arbejder man med 24 styrker. Husk, at skolesystemet kun er bundet op om meget få af de mange menneskelige intelligenser, så det er begrænset, hvad du har udforsket endnu

Du har sikkert venner, som er 'vildt smarte', siger det rigtige og meget populære. Og nogle, som er vildt usikre. Og så nogle, som bare hviler i sig selv – nogle, som har selvværd. For du finder ikke dit værd i et job, en kæreste eller den sidste nye iPhone. Det er noget, du skal finde i dig selv først. Og så hurtigt som muligt. For dit selvværd er fundamentet for din selvopfattelse og de valg, du træffer i livet og er noget helt andet end selvtillid. Selvværdet handler om noget, du er. Selvtilliden om noget, du gør. Oplevelsen af at have værdi, at slå til, at være rigtig, som man er, er altafgørende i livet.

Ro på med at komme så hurtigt som muligt gennem uddannelsessystemet. Det er noget skørt noget, de voksne har fundet på. Hvordan skal du kunne vide, hvem du er, og hvad du vil lave, når du knap nok er startet på livet. Og nej, du bliver forhåbentlig aldrig 'færdiguddannet' (forfærdeligt ord!). Du udvikler dig og lærer igennem hele livet.

Lær at blive fortrolig med din mavefornemmelse. Ved godt, det lyder langhåret. Men det er din indre fornemmelse af, hvad der er rigtigt/forkert (intuition), og som i sidste ende er tusind gange klogere end både din hjerne og dine velmenende forældre. Lyt. Lyt.

At kunne sige 'nej' bliver et ord, du bliver bedre og bedre til med livet. Men øv dig allerede nu. De fleste af os har lært fra barnsben, at det at sige 'ja' er godt, og 'nej' er skidt. Vi lærer, at ved at give efter for krav undgår vi konflikter og kritik, vi pleaser folk, får anderkendelse, og vi viser, at vi holder af de vigtige mennesker i vores liv. Men retten til at sige 'nej' hænger uløseligt sammen med det at træffe valg. Så når du føler dig tvunget til at sige 'ja', selvom du ikke har lyst, mister du evnen til at vælge. At sige 'nej' kan være ret udfordrende, fordi du tror, at andre vil afvise dig pga din ærlighed. Men gaven i denne udfordring er friheden til at vælge.

Måske du har prøvet at få en skidt karakter i skolen og følt dig rigtig 'øv'. Men livet er fuldt af nederlag, og det er garanteret, at du vil fejle og falde. Juhuuu. Velkommen i klubben! Men du rejser dig igen. Kigger tilbage. Reflekterer. Stiller spørgsmål. Undersøger og går videre. For vi kan lære så meget af vores fejl og skabe et helhjertet, rodet og fantastisk liv. Det er der bare ingen, der lærer os, for vi har så travlt med at være perfekte og ufejlbarlige. Paulo Coelho siger: Livets hemmelighed er at falde syv gange – men at rejse sig otte gange.

Og husk, du er langt stærkere og mere powerful, end du aner, lige nu.

Livet er din lære, vær en god elev.