Så skete det igen: Forleden kiggede jeg mig i spejlet og besvimede et øjeblik af skræk over, hvor grim jeg er blevet.

Normalt kaster jeg kun et flygtigt blik på mig selv for bare at tjekke, at der ikke sidder Ritter Sport i mundvigen. Men lige i onsdags havde jeg fødselsdag, og det er den dag på året, hvor jeg giver mig selv et ekstra gennemsyn på cirka 15 sekunder.

Hvert år er det et mareridt. Men jeg kommer mig. Jeg ryster det af mig.

Jeg tåler, at jeg bliver systematisk grimmere. Mine øjenlåg ligner det, der sidder på kanten af et ymerkarton. Og mine ører er vokset til Gremlin-størrelse. Jeg er en slags mogwai med tynde ben og udspilet mave.

Men sådan er det bare, og jeg har ikke noget imod at blive ældre. Jeg vil ganske vist gerne blive det uden alle mulige påmindelser i spejlet og bekymrede breve fra Ældresagen og Regionshospitalet og tilbud om tarmundersøgelser og flod-cruises på Donau med to timers ophold i en hyggelig by. Men jeg tåler det.

Jeg har heller ingen ambitioner om at blive gammel for enhver pris. Jeg får det liv, jeg fortjener. Også på den måde er jeg en særling, for de fleste andre ønsker at leve længe, samtidig med at de ikke ønsker at blive gamle.

Derfor styrter de rundt på villavejene i joggingtøj, tjekker deres afføring, propper sig med quinoa og besøger regelmæssigt deres læge uden at fejle noget som helst.

Det er nu så udbredt, at en medicinsk professor forleden advarede om, at sundhedsvæsenet drukner i middelklassens små problemer.

Det er formentlig en slags politisk erklæring. Og det er rigtigt, at der findes ulighed i sundhedsvæsenet. Men på den anden side får underklassen i Danmark ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd faktisk langt flere lægeydelser end overklassen. Og eftersom de rigeste 10 pct. af danskerne betaler 32 pct. af skatterne, så føler de måske også, at de gerne må besøge lægen en gang imellem.

Men hvis hans angreb på middelklassen rummer en slags foragt for dens ønske om et evigt liv i en ung krop, så giver jeg ham ret.

Der er ganske enkelt noget ubehageligt selvoptaget og naturstridigt i at ville være så helvedes ung så pokkers længe og at blive så monstrøst gammel. Til næste århundredeskifte bliver vi i snit 92 år gamle, men der er ingen garanti for, at vi bliver lykkeligere. Selv den slankeste halvmaraton-akademiker i villakvarteret ender med at stolpre rundt med gangstativet på vej hen til bænkevasken på Plejehjemmet Granhøj. Selv den vildeste 72-årige crossfit-motionist sidder få år efter i egen savl foran en tv-skærm længst muligt i eget hjem. For sådan går det. Sådan er livet.

Jeg vil jo ikke forhindre folk i spæne rundt og spise sundt. Jeg ville bare ønske, at vi forliger os med tilværelsen. Vi kunne begynde med at tage os selv en anelse mindre alvorligt. Og døden er som tyrefægtning: Det handler om at være i live, når du bliver ramt.