Spørgsmålet får mig til at lyde 30 år ældre end de 48, jeg blev forleden.

Alligevel stiller jeg det med jævne mellemrum til min 16-årige:

'Hvad optager ungdommen for tiden?' spørger jeg.

VI taler skam sammen dagligt. Men mere om dagligdagens fortrædeligheder og velsignelser, ulempen ved afleveringer, man har udskudt til sidste øjeblik, det spor af beskidte sokker, jeg på Hans og Grethe-vis kan følge, hvis jeg undrer mig over, hvor hun er, madpakker og den slags.

Og så har jeg en regel om, at vi med meget jævne mellemrum øver os i konversationens ædle kunst, når vi sidder ved middagsbordet. Den beslutning traf jeg efter gennem livet at have tilbragt timer, der føltes som år, til selskaber med bordherrer (og -damer, for den sags skyld, når man er single, bliver man ofte placeret ved siden af nogens tante,) der enten besvarer ethvert forsøg på samtale med enstavelsesord eller taler uafbrudt i seks timer om mejetærskere uden at vise den mindste interesse for den person, de sidder ved siden af.

Nogle mennesker bliver fornærmede, når jeg fortæller dem, at jeg lærer mine børn at konversere, fordi jeg synes, det er uendeligt uopdragent ikke at vide, at der skal to til en samtale. 'Altså, nogen er jo bare mere generte end andre,' siger de. Særligt hvis deres afkom hører til dem, der sidder som saltstøtter ved vores families ugentlige tirsdags-taco-middag og knap kan bede om vandet.

Jeg synes, det er både dumt og dovent. Alle kan samtale. Og alle bliver gladere og klogere af at lære at interessere sig for andre mennesker.

Nå, men jeg synes, det er spændende at vide, hvad der optager ungdommen. Ikke mindst fordi den som hovedregel er langt bedre end sit rygte, og man hurtigt kan gå i panik, hvis man nøjes med at tro på, hvad medierne fortæller.

Så hvis I nu ikke har jeres egen teen-meddeler derhjemme, kan jeg oplyse, at det for tiden bliver livligt diskuteret, hvorvidt Instagram fjerner muligheden for at se, hvor mange der har liket ens opslag.

Det kan man jo godt grine lidt ad. Og det gjorde jeg da også. Det kan vel være ligegyldigt, om der er 27 mennesker eller 27 millioner, der elsker billedet af ens avocadomad. Sociale medier er jo ikke virkeligheden.

Men så stivnede smilet alligevel lidt. For det er det. Og ungdommen er ikke alene om at have svært ved at skelne. Jeg har selv profiler på Twitter, Facebook og Instagram. Og jeg skulle hilse og sige, at min generation bestemt ikke holder sig tilbage med opslag, der er beregnet at høste likes – og får beskueren til at føle sig mindreværdig, ulykkelig og uspændende.

Der er flere filtre på billederne, end der er photoshop på valgplakater, og det siger ikke så lidt. Derfor har jeg besluttet mig for at lave 'Den Grabowske Guide Til Sociale Medier For Midaldrende'. I behøver ikke at like den:

- Kæreste-/ægtepar, der uafladelig poster billeder af deres mage med tilføjelser som #hamher #minelskede #digogmig #kærlighed, er som oftest så usikre på forholdet, at de bruger hashtags som besværgelser. Du kan roligt regne med, at den ene part har en affære, at de skændes, fra de står op, til de går i seng, og at de kun er sammen med hinanden, fordi de er livrædde for, om der er andre, der kan holde dem ud.

- Folk, der tager selfies, når de lige er stået op og ikke har savl i mundvigene og sovestriber på kinden, har brugt mindst en time på at sætte håret og lægge en naturlig makeup, før de tog billedet.

- Konstante Instagram-billeder af smukke (sunde) madretter og prydelige indkøb i præsentable emballager er generelt et udtryk for, at afsenderne 95 pct. af tiden lever af uopvarmede røde pølser og krydderboller med tandsmør.

- Twitter-brugere, der skriver moralske opsange om, at 'vi' skal blive bedre mennesker, mener ALDRIG sig selv. De dyrker også ofte en sælsom sport, der handler om at skrive ubehagelige og uopdragne ting om andre i håb om at blive blokeret – hvorefter de frembærer deres blokeringer som trofæer. Til gengæld bliver de dødeligt fornærmede, hvis du stilfærdigt påpeger deres modbydeligheder. Og blokerer dig – så er du af med dem.

- Filterfyldte naturbilleder betyder, at afsenderen tilfældigvis så solen stå op/gå ned på vej på arbejde, men gerne vil virke som en type, der lever i nuet og dvæler ved livets små mirakler. Uendelige og uskarpe videoer fra koncerter er til gengæld et bevis på, at personen er direkte efterkommer af mennesker, der i gamle dage kedede deres omgivelser med smalfilm fra deres seneste tur til Harzen, fordi de ikke anede, hvad de skulle tale med dem om.

Selv tak.