Velkommen til virkeligheden, Løkke.

Lars Løkke er tilbage på B.T.-bloggen efter sommerferien. Velkommen tilbage – og jeg vil tillade mig at sige til virkeligheden.

For der er danskere, som har knoklet på arbejdsmarkedet, siden de var helt unge i fysisk hårde job, der ikke kan arbejde, til de når pensionsalderen. Heldigvis respekterer de fleste danskere vores samfundskontrakt og støtter op om, at der skal være et stærkt sikkerhedsnet til dem, der ikke kan.

Jeg kender også mange teenagere, der tror, de kan alt

Klogt nok stiller Lars Løkke sig selv spørgsmålet, om han er ved at miste følingen med danskerne. Og det kan jeg kun svare ja til. Spørger man murerarbejdsmanden, havnearbejderen, slagteriarbejderen eller social- og sundhedsassistenten, om de kan arbejde, til de bliver over 70 år, er det kun de færreste, der svarer ja med en overbevisende stemme.

For har man først mærket arbejdet på egen krop, har man en noget større realitetssans, end man har som teenager, som Løkke henviser til. Jeg kender også mange teenagere, der tror, de kan alt.

Jeg kan også berolige vores tidligere statsminister, der er bekymret for dansk økonomi. S-regeringen løber ikke fra velfærdsforliget. Det er et fornuftigt princip, at når vi lever længere, skal vi også arbejde længere. Det er også det, der gør, at vi har sund økonomi og har råd til at investere i velfærden.

Men vi kommer bare ikke uden om, at efterlønnen eksisterede i bedste velgående, da vi indgik velfærdsforliget tilbage i 2006. Vi var nemlig enige om, at når pensionsalderen skulle følge udviklingen i levealderen, skulle der samtidig være gode tilbagetrækningsmuligheder for de nedslidte.

Det var det, danskerne blev stillet i udsigt

Det var det, danskerne blev stillet i udsigt. Og det var de mennesker, Lars Løkke svigtede i 2011, da han brød sin del af forliget og mere eller mindre fjernede efterlønnen uden at sætte et værdigt alternativ i stedet.

Jeg synes, Lars Løkke udviser mangel på respekt for de mennesker, som har betalt den højeste pris for den generelle stigning i pensionsalderen.

Det er naivt at forestille sig, at pensionsalderen kan blive ved med at stige, hvis ikke der kommer en værdig løsning for dem, der er startet tidligt på arbejdsmarkedet og ofte har haft et hårdt fysisk arbejdsliv. Lars Løkke sagde godt nok under valgkampen, at det ikke kunne lade sig gøre. Men det kan det. Regeringen har netop lagt vores udspil frem, der giver folk med lange og hårde arbejdsliv ret til en tidlig pension.

Hvis Lars Løkke virkelig er optaget af velfærdsforliget, burde han støtte vores forslag til tidlig pension og lytte til dem, der vitterligt har tæt føling med virkeligheden. Her tænker jeg for eksempel på direktøren for Danish Crown, som meget ærligt fortæller, at flere af deres ældre medarbejdere må tage smertestillende medicin for at klare arbejdet.

Det er uværdigt, hvis vi ikke kan hjælpe slagteriarbejdere og andre med at trække sig tilbage, før de er slidt helt ned til sokkeholderne. Alle har ret til en værdig tilbagetrækning.