Med Nyhavn tømt for turister finder jeg let en parkeringsplads tæt på min gadedør, da jeg vender tilbage fra det store nu-er-vi-tilbage-fra-ferie-indkøb.
Så langt, så godt, men i varmen puster jeg nu alligevel ved udsigten til at skulle slæbe fem fyldte bæreposer tre etager op uden elevator. »Skal jeg ikke lige give et nap med,« spørger min 79-årige overbo, da vi krydser hinanden i døren. Han er i fuld vigør og fortsat erhvervsaktiv.
Alder er noget mærkelig noget. Han er allerede 19 år ældre end Arne, hvis tur det nu er. Eller i hvert fald snart er. Eller er det? For det er i dag 573 dage, siden Mette Frederiksen proklamerede ret til tidlig pension, og Arne venter endnu.
Men nu trækker det op til et udspil fra regeringen: Tidlig pension til dem, der har været længst tid på arbejdsmarkedet. Ikke efter en individuel vurdering, men som en objektiv rettighed. Arne – selve
personificeringen af Socialdemokratiets kampagne – mener godt nok, at »de, der ikke er nedslidte, skal ikke kunne trække sig tilbage« og understreger ifølge Jyllands-Posten, at f.eks. 42 år på arbejdsmarkedet i hans optik ikke bør udløse retten til tidligere folkepension: »Nej, hvis man ikke er nedslidt, har man ikke behov for det.«
Jeg er enig med Arne. Og har tilladt mig at kalde det hele et bluffnummer: Tre milliarder rækker ikke til at indfri forventningerne hos alle dem, der sidder og tænker 'Je suis Arne'. Så enten skuffes mange – eller også løber regningen helt fra os.
I 2006 fremtidssikrede et bredt flertal i Folketinget dansk økonomi med Velfærdsaftalen, der hæver folkepensionsalderen ét år hvert femte år, hvis levealderen stiger som forudsat (lige nu stiger den
hurtigere!). I 2011 skærpede vi aftalen og udfasede efterlønnen. Sjovt var det ikke, men det er hovedforklaringen på de meget sunde offentlige finanser, der henvises til, når alle fra Enhedslisten til Nye Borgerlige uddeler gigantiske coronahjælpepakker.
Nærmest sorgløst har vi fået fortalt, at milliarderne kan trille, uden at vi skal bekymre os synderligt. For vi har en enormt solid offentlig økonomi, renten er lav, pengene skal jo først betales tilbage om mange år – det er nærmest gratis, må man forstå…
Løsagtigheden griber om sig. Vi har lige fået tal på den største økonomiske tilbagegang siden indførelsen af det kvartalsvise nationalregnskab – tre gange større, end da finanskrisen var værst. Alligevel diskuteres der nu pension helt adskilt fra realiteterne.
Det handler ikke længere kun om Arne; nu sættes der spørgsmålstegn ved selve Velfærdsaftalen: Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti ønsker på forskellig vis loft over, hvor meget pensionsalderen nogensinde kan stige – og mit eget parti putter sig med henvisning til, at der er l a n g tid til 2040, hvor den rammer 70.
Det forekommer bizart: Skal vi hjælpe Mette Frederiksen med at slå hul i kassen, så kan vi ligeså godt slå et ordentlig et. Ikke bare et lille et, hvor velstanden langsomt siver ud, men et kæmpe hul, der måske sikrer politisk fred og fest i vores tid, men efterlader vores børn og børnebørn med en kæmpe regning.
Måske har jeg bare tabt følingen, men jeg hælder dog til at tro, at befolkningen er mere tænksomme end Christiansborg.
Jeg kender ingen teenagere, der tror på, at samfundet vil forsørge dem fra 70-årsalderen, når de har udsigt til at blive 90. Jeg møder ikke mange på min egen alder, der falder for relancering af Auken-logikken om, at vi lettere får de unge ind på arbejdsmarkedet, hvis vi smider de arbejdsdygtige seniorer på en efterlønslignende ordning. I min generation har vi ved selvsyn oplevet, hvordan det var helt og aldeles uvirksomt, da man sidst prøvede den idé og indførte efterlønnen.
Derfor bare et stilfærdigt råd: Lad nu være med at snolde mange års reformpolitik væk i et populistisk forsøg på at gøre jer salonfæhige. Hold fast i fundamentet under dansk økonomi: Velfærdsaftalens pragmatiske idé om, at vi – i takt med at vi lever længere og længere – udsætter tidspunktet for, hvornår vi overlader egen forsørgelse til fællesskabet.
God søndag.
