Regeringens nye coronatiltag skaber stor bekymring blandt de cafeer og restauranter, som det næste stykke tid skal lukke klokken 22.

»Selvfølgelig skal vi gøre alt, hvad vi kan for at begrænse smittespredningen. Men jeg er noget bekymret for de kaniner, regeringen trækker op af hatten.«

Det siger Jakob Brandt, der er administrerende direktør i SMVdanmark, der er brancheorganisationen for små og mellemstore virksomheder. Kaninerne, han henviser til, er regeringens konkrete tiltag, der blev præsenteret på pressemødet tirsdag eftermiddag.

»Det er, om ikke en overreaktion, så betænkeligt, at man pålægger den branche, som i forvejen er hårdt ramt, yderligere sanktioner,« mener han.

Ud over at lukketiden flyttes fra klokken 24 til 22, skal man bære mundbind eller visir på barer og restauranter, når man bevæger sig rundt. Dog ikke når man sidder ned. Det gælder både for gæster og ansatte, der har kontakt med gæster.

»Vi er næsten overbevist om, at det vil slå flere virksomheder ihjel i branchen for blandt andet restauranter, hoteller og nattelivet,« siger Jakob Brandt, der derfor er yderst kritisk over for tiltagene. Han mener desuden, at der er mindre chance for smittespredning i det etablerede restaurations- og cafemiljø i forhold til private fester og forsamlinger.

»Spørgsmålet er, om de unge mennesker, man nu er på jagt efter, alligevel ikke mødes privat eller i parker. Er det så ikke bedre, de mødes under ordnede forhold, hvor vi tager højde for afstand, kvadratmeter og afspritning og de andre ting, som allerede er pålagt os, og som vi efterlever?« spørger Jakob Brandt retorisk.

Har I ikke et medansvar for at nedbringe smitten?

»Jo, det har alle danskere. Derfor skal vi bruge det, Mette Frederiksen kalder supervåbnet: Afstand, god hygiejne, afspritning og de ting, vi kender. Vi ved, det virker.«

»Vi har derimod ikke set det dokumenteret, hvor godt mundbind og de øvrige tiltag virker,« tilføjer Jakob Brandt.

Brancheorganisationen for restaurantionsbranchen, Horesta, skønner, at den reducerede åbningstid vil koste branchen i hovedstadsområdet mellem 100 og 200 millioner kroner over de næste fjorten dage.

Jakob Brandt håber derfor på yderligere hjælp fra regeringen.

»Hvis vi af samfundshensyn ønsker at stoppe smittespredningen ved at begrænse åbningstiden i en række erhverv, er det også samfundets opgave at betale regningen. Hvis der var én til én-kompensation, så fair nok. Men lige nu kæmper vi en kamp med myndighederne om at få hjælpepakker, der redder de af vores medlemmer, som står over for en konkurs.«