Mette Frederiksen sikrede sig med sin resolutte nedlukning af Danmark i marts en uhørt høj popularitet blandt danskerne.

Adskillige målinger har vist, at danskerne har stor tillid til hendes håndtering af corona-krisen, men nu er corona-trætheden ved at melde sig i befolkningen, og det vil ramme statsministerens popularitet.

Sådan lyder det fra B.T. politiske redaktør Henrik Qvortrup på dagen, hvor regeringen præsenterede danskerne for nye restriktioner.

»Hun er ved at miste den. Jeg tror, danskernes tålmodighed er ved at være opbrugt,« siger Henrik  Qvortrup.

Henrik Qvortrup, politisk redaktør på B.T.
Henrik Qvortrup, politisk redaktør på B.T. Foto: Jon Wiche
Vis mere

»Jeg kan tage fejl, men jeg tror, at flere og flere danskere er begyndt at spørge sig selv, om restriktionerne står mål med det, vi skal beskytte os selv mod. Det er altså et ret vidtgående indgreb i danskernes personlige frihed, når Mette Frederiksen nu beder os om at stoppe private fester og bryllupper klokken 22.«

Henrik Qvortrup påpeger, at antallet af indlagte trods det stigende smittetal fortsat er lavt, og langt under den berømte røde kurve, som danskerne blev præsenteret for i marts.

»Danskerne er ved at være ramt at corona-træthed. Vi har nu levet med coronaen i et halvt år, og ligene er jo ikke blevet kørt væk i lastbiler herhjemme. Vi er jo ikke på nogen måde i nærheden at ramme den røde kurve, vi hørte så meget om i starten af året. Og så er restriktionerne altså sværere at forstå.«

Mette Frederiksen popularitet steg med raketfart, da corona-krisen ramte Danmark i marts.

Statsminister Mette Frederiksen.
Statsminister Mette Frederiksen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Hun er stadig regeringens suverænt mest populære minister. Men en ny måling, som YouGov har foretaget for B.T., viser, at hendes popularitet er begyndt at sive lige så stille fra juli til september.

I juli toppede hendes popularitet med en score på 3,91 point på en skala fra 1-5, hvor karakteren 4 betyder, at danskerne synes ‘godt’ om hende.

I september er hendes score faldet til 3,76 point. Karakteren 3 betyder, at danskerne hverken synes godt eller dårligt om hende.

Den kommende tid kan meget vel file flere lag af Mette Frederiksens popularitet, vurderer Henrik Qvortrup.

»Man kunne forholde sig til, da hun lukkede Danmark ned. Det var i det mindste konsekvent. Nu er vi en situation, hvor man godt må være til det ene, men ikke det andet. Barer skal lukke klokken 22, men der må godt køre party-busser rundt,« siger han.

»Man kan hele tiden finde nye eksempler på restriktioner, der ikke er logiske. Og det tror jeg i længden vil slide populariteten, som hun fik oparbejdet i corona-krisens første måneder, ned.«