Nattelivet skal lukke klokken 22 i København og i 16 andre kommuner.
Desuden skal man bære mundbind eller visir på barer og restauranter, når man bevæger sig rundt. Dog ikke når man sidder ned.
Dette gælder både for gæster og ansatte, der har kontakt med gæster.
Samtidig kommer der restriktioner på antallet af tilskuere til Superligakampe. Der må maksimalt være 500 personer til stede.

»Hvis ikke vi handler nu, så risikerer vi at stå på kanten af en anden bølge af corona. En ud af fem smittede er unge mellem 20 og 29 år. Derfor skal restriktionerne ramme nattelivet,« siger Magnus Heunicke tirsdag eftermiddag på et pressemøde, hvor regeringen informerer om de nye restriktioner.
Regeringen opfordrer også til, at private fester som bryllupper og konfirmationer slutter senest klokken 22.
Tiltagene indføres i København og de andre kommuner fra på torsdag og frem til 1. oktober for at begrænse coronasmitte i hovedstadsområdet.
De 16 kommuner er:
Albertslund Kommune
Ballerup Kommune
Brøndby Kommune
Dragør Kommune
Frederiksberg Kommune
Gentofte Kommune
Gladsaxe Kommune
Glostrup Kommune
Herlev Kommune
Hvidovre Kommune
Høje-Taastrup Kommune
Ishøj Kommune
Lyngby-Tårbæk Kommune
Rødovre Kommune
Tårnby Kommune
Vallensbæk Kommune
Politiet er klar til at udstede påbud og opholdsforbud, hvis tiltagene ikke bliver overholdt, forklarer justitsminister Nick Hækkerup på pressemødet.
»Vi har set, at der har været problemer i nattelivet med at holde afstand. Især, når der er kommet alkohol i blodet. Nu sætter vi ekstra fokus på, at restaurationsmiljøet overholder afstandskravet. Vi indfører et krav om skiltning med, hvor mange der må være på en restaurant eller bar,« siger Nick Hækkerup.
