»Det er ekstremt kritisk.«

De nye krav om mundbind på barer samt lukketid klokken 22 i København gør det ifølge barejere umuligt at tjene penge:

»Vi har åbnet alt det, vi overhovedet kunne, med en forventning om, at vi kunne holde åbent til klokken 02. At det nu bliver tilbagerullet først til midnat og så til klokken 22, gør det fuldstændig umuligt at drive bar,« siger Lars Kjøller Mejlgaard, kommerciel direktør i Rekom Group, der driver 36 barer i hovedstaden.

De driver blandt andet Heidis Bier Bar, Cafe Guldhornene, A-Bar, L.A. Bar, Sjus Bar, Cucaracha Bar og Aloha Bar.

Fra torsdag og frem til 1. oktober skal gæster og ansatte, der har kontakt med gæster, bære mundbind eller visir, når de bevæger sig rundt.

Rekom Group har åbnet 12 ud af sine 36 barer i København. Men det er for tidligt at sige, om de 12 barer skal lukkes igen, forklarer Lars Kjøller Mejlgaard.

Uanset hvad ser det svært ud for virksomheden, siger han, især fordi Rekom Group ikke længere får økonomisk hjælp fra staten til de barer, de har åbnet.

»Men vi har en klar forventning om, at der kommer en hjælpende hånd til de barer i form af økonomiske støttepakker,« siger Lars Kjøller Mejlgaard.

På tirsdagens coronapressemøde meddelte regeringen, at den vil se på nye hjælpepakker til restaurationer i hovedstaden, som bliver ramt af de nye restriktioner.

Har I ikke forståelse for, at man indfører de her krav for at begrænse smitten?

»Både og. Jeg er ikke virolog, men vi har også barer i Norge, og her viser en dugfrisk undersøgelse, at langt størstedelen af smittetilfældene i Norge kommer fra privatfester. Vi har som professionelle restauratører væsentligt bedre muligheder for at overholde afstandskrav, bruge plexiglas og have sprit, end privatfester har,« siger Lars Kjøller Mejlgaard og tilføjer:

»Hvis du reducerer barernes åbningstid til klokken 22, tror jeg ikke, man skal regne med, at de unge tager hjem og sover. Efter mange måneders fravær higer de efter at være sammen og feste, så jeg tror, at vi kommer til at se en stigning i privatfester,« siger Lars Kjøller Mejlgaard.

Han frygter derfor, at smittetallet vil stige med tirsdagens nye restriktioner.