Må man være advokat, når man er muslim?

Svaret er »ja«, så længe du anerkender, »at sharia er overlegen.«

Og så længe du ikke juridisk forsvarer en homoseksuels ret til at være homoseksuel.

Sådan kan man læse i kommentarerne på et opslag i den lukkede Facebook-gruppe 'Religionen Islam'.

Her kan man se spørgsmålet om, hvorvidt det er haram at være advokat - samt et svar, der blandt andet lyder, at det er i orden, så længe man anerkender, at "sharia er overlegen." Profilen bag kommentaren understreger også, at det er vigtigt at have muslimske advokater, der kan "tale muslimers sag, når regeringen angriber muslimers rettigheder"
Her kan man se spørgsmålet om, hvorvidt det er haram at være advokat - samt et svar, der blandt andet lyder, at det er i orden, så længe man anerkender, at "sharia er overlegen." Profilen bag kommentaren understreger også, at det er vigtigt at have muslimske advokater, der kan "tale muslimers sag, når regeringen angriber muslimers rettigheder"

B.T. har den seneste tid afdækket, hvordan danske muslimer – i en række lukkede Facebook-grupper – rådgiver hinanden i, hvordan de kan leve efter sharia i Danmark.

Og nu kan B.T. yderligere dokumentere, at det i gruppen ‘Religionen Islam’ bliver påstået, at det for muslimske advokater ikke er tilladt at forsvare en homoseksuel, hvis sagen omhandler hans eller hendes ret til at være homoseksuel.

I samme kommentar skriver profilen, at det som muslimsk jurist heller ikke er tilladt at være anklager for staten i en sag, hvor staten vil tvangsfjerne muslimske børn. Integrationsforsker Henrik Kokborg har tidligere i B.T.s dækning udtalt at samtaletrådene er et udtryk for en slags »selvsegregering«, der er en »markant barriere for integrationen i Danmark.«

Islamforsker Thomas Hoffmann stemmer i og kalder de her samtaletråde toppen af isbjerget. I videoen herunder kan du se Hoffmann vurdere samtalen om, hvorvidt muslimer må læse jura:

Udbredt homofobi

I fredagens afsnit af B.T.s debatpodcast Borgerlig Tabloid bliver SFs Halime Oguz forholdt eksemplet, hvor en profil skriver, at muslimske advokater ikke må forsvare homoseksuelles ret til at være homoseksuelle.

Hun har flere gange blandet sig i debatten om det dansk-islamiske parallelsamfund – som hun selv har mærket konsekvenserne af under sin opvækst i Vollsmose.

»Min egen oplevelse er, at det er et ret udtalt problem, det her med at skulle acceptere homoseksuelle.«

Halime Oguz (SF) vurderer, at homofobi er et problem blandt visse muslimske indvandrermiljøer.
Halime Oguz (SF) vurderer, at homofobi er et problem blandt visse muslimske indvandrermiljøer. Ida Guldbaek Arentsen/Ritzau Scanpix

»Jeg har næsten – med forbehold – aldrig oplevet, at man respekterer homoseksuelles rettigheder, også blandt de meget veluddannede,« fortæller Halime Oguz.

Hun fortsætter: »Der er en stor lomme i de her miljøer, der er ret homofobiske.«

Adspurgt  - af vært Joachim B. Olsen - om hun tror, at det er muligt at tage et opgør med homofobi blandt danske muslimer, svarer hun:

»Mit håb er, at det er de veluddannede og de oplyste, der skal tage det opgør. Men når man så ser, at det er nogle af de her unge veluddannede, der har de her homofobiske holdninger, så bliver man jo lidt sortsynet på vegne af de homoseksuelle...«

Gruppen ‘Religionen Islam’ har knap 16 tusinde medlemmer, og første regel i 'reglementet' er: »Enhver der argumenterer imod Koranen og Sunnah (sædvane, red.), ryger ud.«

Administratoren bag Facebook-gruppen er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse.

Hør interviewet med Halime Oguz i fredagens afsnit af B.T.s debatpodcast Borgerlig Tabloid. Her reagerer hun på flere bekymrende eksempler og fortæller, hvordan hun selv har oplevet kulturel og social kontrol i sin egen opvækst. 

Som tidligere medlem af Folketinget for SF og nuværende folketingskandidat får hun også spørgsmålet: Hvad vil du gøre ved det? 

Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

Podcast

Halime Oguz: Danske muslimer misbruger Danmark!

B.T. har den seneste uge afdækket, at danske muslimer i en række lukkede Facebook-grupper rådgiver hinanden i, hvordan de kan leve efter Sharia i Danmark.Eksemplerne er mildest talt bekymrende, og vi dykker ned i dem med en, der ved en hel del om det dansk-islamiske parallelsamfund - og selv har mærket det på egen krop.  Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør og politisk kommentator på B.T. Gæst: Halime Oguz, tidligere medlem af folketinget for SF, nuværende kandidat for partiet Medtilrettelægger: Maria Asmine Dam  Producer: Jens Marrot og Maria Asmine Dam  Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlighed-direkte-i-din-indbakke