Benny Andersen udgav i 1971, hvor jeg blev født, digtsamlingen 'Her i reservatet'.

Jeg elsker den, ligesom jeg elsker det meste af, hvad han skrev. Digte, der rummer en vidunderlig blanding af absurde ordstillinger og de særegne, sylespidse analyser af den danske folkesjæl.

Men er der noget, vi hader her i landet, er det at blive kategoriseret. Vi synes alle sammen, at vi er helt unikke, og har i hvert fald ikke lyst til at blive placeret i en stamme af nogen slags. Alligevel tilhører vi alle sammen en – eller flere. I øjeblikket befinder jeg mig i et af Danmarks mange reservater.

Disse linjer skrives fra en hvid Skagen-bænk i en have fuld af roser i Skagen, naturligvis, hvor nogle af mine bedste venner bor halvdelen af året, og hvor jeg derfor hver sommer lægger mig i en hængekøje og læser gamle krimier, kun afbrudt af hyppig indtagelse af gigantiske vafler fra Iscaféen og solide rugbrødsmadder med Katrinesteg fra Slagter Munch.

Sommerbeboerne i Skagen-reservatet har enten været meget rige meget længe eller knapt så rige knapt så længe.

Den første gruppe kan kendes på, at de er elskelige, taler med meget åbne a'er - allerhelst med hinanden - og klæder sig som hjemløse i hullede badekåber, som ville være blevet lavet til klude hjemme hos mig for længe siden.

De bor på et meget lille område i huse, de har ejet i generationer i Gammel Skagen, og accepterer som den naturligste ting af verden excentriske, larmende damer uden underbukser (jeg hader undertøj om sommeren), som bryder ud i sjofle Inger-Lise Gaarde-sange af og til.

Mine særheder tilskrives den særegne stamme, jeg tilhører, nemlig den aldeles u-rige, fynske eksperttype, der mener noget i medierne og på ingen måde aspirerer til at være eller blive 'en af dem'.

Den første gruppe har virkelig meget pastelfarvet tøj (uden huller) og promenerer såvel deres dyre biler som deres ditto tasker på ruten til 'Hullet', hvor de køber et helt bord for 50.000 kroner og sprøjter champagne på hinanden (hvis de er yngre end 30), eller på vejen til Ruths Hotel, hvor de spiser østers og vrider nakken af led for at se, om der er nogen ved nabobordet, som er mere interessante og/eller rigere end dem selv.

De kigger én gang på mit saltfedtede hår og mine lasede cowboyshorts fra H&M, afskriver mig som en fattig bonderøv og ignorerer mig derefter fuldkommen, hvilket begge parter har det helt fint med.

Sommeren har også for mit vedkommende budt på besøg i et reservat på min anden hjemegn, Lolland-Falster, hvor jeg i slutningen af maj tog med min reservesøster på Døllefjelde-Musse Marked.

Det gjorde jeg primært for at stå på et hjørne og undres over, hvor stor en repræsentation af stangstive kvinder i Harley-Davidson-leggins med 'Tilhører Bandidos'-tatoveringer hen over brystet, der kan fremfindes på under en kvadratkilometer.

I dette reservat betragtes jeg som en alt for påklædt og ædru københavnersnob.

Selv bor jeg til hverdag midt på Frederiksberg. I mit reservat har ejendomspriserne i det seneste år været på himmelflugt i en sådan grad, at dovne alenemødre (som mig) med svingende indtægter skal have boet i postnummeret i mere end 15 år for at kunne betale deres realkreditlån.

Det betyder, at mine stammefæller i 1800-2000 C i stigende grad er par, hvor den ene del har et vældig givtigt job i den private sektor, og den anden har alt for meget tid, hvorfor jeg blandt andet er blevet indkaldt til forældremøder med diskussioner om, hvorvidt der kunne opnås en konsensusbeslutning om, at piger i 4. klasse kun anvender mascara uden parabener fra GreenSkin på Gammel Kongevej.

Svaret er et umisforståeligt nej, fordi ingen 10-årige på min matrikel bruger makeup, før jeg giver dem lov, uanset om der indgås konsensusbeslutninger fra nu af og indtil solen brænder ud, og i mit eget reservat betragtes og omtales jeg derfor som 'nazimor'.

Sandheden er jo nok et sted imellem. Som den er for os alle sammen. Vi er lidt af det hele og bevæger os mellem kategorierne, som det lige passer. Det er værd at huske på, før man endnu en gang hopper ind i ekkokammeret og råber vrede ord ud ad nøglehullet om de 'rige svin' og 'dovne udskud' og 'speltidioter' og 'landsforrædere' og alt det, vi kalder 'de andre'.

Til syvende og sidst er vi jo én stamme, og, som Benny Andersen skriver i digtet 'Fredningsrapport':

'Der er noget afvæbnende ved dette folk
som selv livgarden har svært ved at leve op til
noget næsten professionelt selvudslettende
livsvarig neglebidning er stadig
den foretrukne form for selvmord her
men de bør naturligvis fredes
inden selvudslettelsen bli'r total.’

God sommer.