Årets sidste dag giver jo gerne anledning til refleksioner af den ene eller anden art.

For nogle medfører disse refleksioner nytårsforsætter i læssevis. For andre – mig inklusive – udfærdigelsen af lange mentale statuslister over, hvad året har bragt af sorrig og glæde (de vandrer som bekendt til hobe).

Jeg ryster lige min hjerne ned på papir og kan til almindelig orientering oplyse, at jeg i 2019 således ikke har modtaget:

  • ægteskabstilbud (hverken pr. bud, brevdue eller banner efter flyvemaskine).
  • gigantiske smaragder fra juveler Hartmann's (det har ellers ikke skortet på hentydninger fra mig til alle mig nærtstående).
  • et ridderkors.

Til gengæld har jeg modtaget:

  • en decemberbesked på sms fra en ukendt herre i Rødekro, der synes, jeg skulle smile og sige pænt ja tak til sex, når jeg nu var så påtrængende at være i hans tv, fordi jeg havde skrevet en klumme her på bagsiden om pli. Tal lige om et paradoks. (PS. Det blev et nej tak. Knap så pænt, da udvekslingen endte med stærkt krænkende og umådeligt billedrigt sprog fra hans side).
  • et tocifret antal dickpics som tak for at blande mig i debatten om voldtægtslovgivningen, idet et sådant engagement jo helt åbenlyst vidner om, at man trænger til (billeder af) tissemand.
  • et brev fra domstolsstyrelsen om, at jeg er udpeget til lægdommer.

Jeg har tabt fem kilo og taget dem på igen og tabt dem igen. Intet som del af en større sundhedsplan, men snarere et udtryk for at jeg har lidt af dårligt helbred, intens hjertesorg og en mindst lige så intens trang til hvid chokolade. Alt er nu ved det gamle i taljeregionen.

Jeg har løbet 750 kilometer og spist mindst 100 skrubber (mit yndlingswienerbrød fra min lokale bager med sukker og marcipanremonce).

Jeg har håndteret 29 kundekriser og 2.900 teenagekriser.

Jeg har fået 13 nye rynker og 17 manicurer – og konstateret ved selvsyn under håndtørreblæseren i biografen, at elasticiteten i mit subkutane væv er ikke-eksisterende. Uanset mine negles pænhed. Prøv selv, hvis I er over 40. Det er sjoooovt.

I 2020 vil jeg:

  • se en samtykkebaseret voldtægtslovgivning blive vedtaget i Folketinget, gerne med enstemmigt flertal. Min teenager sagde forleden: 'Hvad er argumenterne for at være imod en ændring af loven – jeg fatter minus?!’. Jeg ved det heller ikke. Nu har vi været alle stråmænd og pseudodiskussioner igennem, skulle man mene. Nu er der kun tilbage at forbedre en håbløs retstilstand. Og jeg vil huje som en vanvittig, når det sker.
  • læse endnu flere bøger, end jeg gjorde i år (54). I kan sige, hvad I vil, men jeg bliver hængende fast i papiret, og jeg græder mine modige tårer, hver gang andre læsere går over til lydbøger eller ingenting. Intet slår en fuldkommen læseoplevelse. Min første store forelskelse var i D'Artagnan fra 'De tre musketerer', da jeg var 10 år. Den kunne jeg godt unde flere at opleve.
  • synge højere, kysse (endnu) mere i flæng og indkøbe og iføre mig om muligt endnu flere genstande påsyet pailletter.
  • lave en stenhård lobbyindsats for at få indført en brunsviger-emoji. Jeg mangler den dagligt på min telefon.

I 2020 vil jeg ikke:

  • se 'Vild med dans – The Musical'. Ej heller ’Den store bagedyst – The Musical, 'Robinson-Ekspeditionen – The Musical’ eller ’Hammerslag – The Musical’. Jeg vil til gengæld fremsende mine (utallige) bud på rollelisten til 'Kriminalkommissær Barnaby – The Musical' til alle, som gider læse dem. Jeg forestiller mig en meget stor scene med plads til de gennemsnitligt tre lig, der hver eneste uge hober sig op i Midsomer.
  • udsende præfabrikerede 'se-hvor-lykkelige-vi-er'-julekort. Det er med den slags rundsendte A4-ark med glaserede familiebilleder, som med opslag fra visse brugere af sociale medier, man ved bare, at virkeligheden er grå og grim og uden filter. Folk, jeg holder af, får et tilnærmelsesvis ulæseligt papirkort med posten, hvori der står, at jeg elsker dem. Også i 2020. Medmindre PostNord beslutter noget andet – så forsøger vi os med brevduer. Måske betyder det også flere frierier til mig – eller handsker, det er jo skudår.
  • deltage i diskussioner om vacciner. Livet er for kort til faktaresistens, og det findes der desværre ikke en vaccine imod.
  • skrive klummer til B.T. Dette er den sidste. Tak, fordi I læste med.

Rigtig godt nytår.

Kærlig hilsen

Rulle