'Du har altid haft en voldtægtsfantasi – nu skal du opleve det’

Jeg har tidligere fortalt om min ven Trine på denne plads.

Trine (det fulde navn er redaktionen bekendt) er 50 år og jurist i et ministerium. I 2017 blev hun ifølge anklageskriftet voldtaget i sin egen seng af sin ekskæreste, der angiveligt gentagne gange bankede sin knytnæve helt op i hendes underliv, så hun blødte i mange dage efter.

Ekskæresten blev frikendt i Københavns Byret i maj. Her sagde dommeren i sin afsluttende belæring: 'Vi ved, at tiltalte siger: 'Du har altid haft en voldtægtsfantasi – nu skal du opleve det'. Her deler rettens anskuelser sig. Vi har haft en forskellig opfattelse af, hvorvidt det var en trussel.'

Jeg tillod mig i den forbindelse at konkludere, at dommernes meningsmæssige diskrepans måtte betyde, at to af dem simpelthen betragtede den formodede gerningsmands udsagn som et løfte. Jeg konkluderede også en hel del mere om det danske retssystem i den forbindelse, kan jeg oplyse.

Nå, nu er der gået et halvt års tid, og julemiraklet er sket: Anklagemyndigheden har anket sagen til Østre Landsret, og onsdag den 18. december sidder jeg klar i Bredgade 59 for at overvære Bevisankesag S-1347-19.

At jeg skal tilbringe et par dage i landsretten, er et mirakel af flere årsager.

Dels er det så forsvindende få af de over 5.400 voldtægter og -forsøg, der hvert år begås i dette land, der overhovedet bliver anmeldt til politiet – omkring en femtedel, eller 1.079 sidste år. Heraf blev siger og skriver 69 personer dømt. 69. NIOGTRES.

Dels er loven jo sådan indrettet, at hvis du er blevet udsat for voldtægt og anmelder sagen, og den rent faktisk kommer for retten og ender med en frikendelse af den tiltalte – hvilket den som oftest gør, fordi lovgivningen er fuldkommen absurd og utilstrækkelig – er det endnu mere sjældent, at anklagemyndigheden anker sagen til en højere retsinstans.

For voldtægtssager er bøvlede og ressourcetunge, og som vi har kunnet læse i medierne i det sidste lange stykke tid, er anklagerne underbemandede og overbebyrdede.

Og dels – og det er nok det vigtigste – er det yderst sjældent, at et angiveligt voldtægtsoffer har så meget stamina som Trine, der gennem hele forløbet har krævet åbne døre til sin sag.

Godt nok er der offentlighed i retsplejen i Danmark, hvilket jo betyder, at du, kære læser, frit kan møde op til en retssag og lytte med, men de allerfleste voldtægtsofre vælger på anbefaling fra anklager og egen bistandsadvokat at lukke dørene under deres egen vidneforklaring (I skal huske, at man ikke er modpart i sin egen voldtægtssag, man er kun vidne, og det betyder, at man ikke har nogen rettigheder i forhold til at beslutte, om sagen skal ankes o.l.).

Det betyder, at det kun yderst sjældent bliver afdækket, hvad man egentlig spørger voldtægtsofrene om, og hvilke argumenter der bliver brugt. De lukkede døre 'skåner' offeret, siges det. Det er nemt for mig at sige, men jeg ville ønske, at mange flere tænkte som Trine. Nemlig, at den eneste måde, vi får afstigmatiseret voldtægtsforbrydelser på, er, hvis offentligheden kan følge med.

I dag skal man skamme sig, når man er blevet voldtaget. For hvad lavede man ude (eller hjemme) så sent, hvorfor havde man det tøj på, hvorfor blev man fuld, hvorfor faldt man i søvn, hvorfor råbte man ikke nej, hvorfor gik man ikke sin vej?

Man skal også skamme sig, hvis man anmelder sagen til politiet, for er man klar over, at man kan risikere at ødelægge den anmeldtes liv, og at sagerne i øvrigt er vanskelige at efterforske og sjældent bliver til noget?

Hvis sagen når retten, skal man skamme sig over sin forklaring og sine tårer og sin vrede.

Og hvis den anklagede bliver frikendt, skal man skamme sig over, at man overhovedet nævnte overgrebet. Og tænke, at det havde været meget bedre, om man havde holdt sin kæft og undladt at ødelægge den gode stemning.

Tier man, må man til gengæld leve med smerten resten af livet. De mænd og kvinder møder jeg. Et år efter, 10 år efter, 25 år efter. De glemmer aldrig overgrebet. Nogle gange er jeg den første, de fortæller det til.

Trine har besluttet sig for, at hun ikke vil tie stille. Og jeg skulle hilse fra hende og sige, at du er hjertelig velkommen i Østre Landsret onsdag den 18. december klokken 9.30, hvis du vil vide mere om, hvordan en retslig behandling af Straffelovens § 216 finder sted i dagens Danmark.

Jeg sidder der.

Med mine øjne og ører vidt åbne.

Og håber på endnu et julemirakel.