At stille ind på DR er som at havne i en global, økologisk og politisk korrekt lægebrevkasse.

Et paradis for migrationsivrige humanister, selvplagende alarmister og sidste dages hellige.

Her skal hjerteskærende historier om alt fra stress og traumer, allergi og partikler, udslæt, slidgigt og laktoseforgiftning fremmane et billede, der til den monotone melodi om C02-udslip og jordens snarlige undergang gør det til lidt af en præstation, at menneskeheden er nået hertil, hvor vi er.

Skolebørn, gymnasieelever, lærere, lokomotivførere, kontanthjælpsmodtagere og politifolk er som rystende nervevrag i mødet med nationale test, eksaminer, undervisning, kokød, køreplaner, kommunale krav og lovovertrædelser – og ikke mindst Donald Trump!

Og det er altid nogle andres skyld.

I DR-universet er skoleelever, der i bekymring for klima og klode nedlægger undervisningen, bevidste medborgere, der træder i karakter 'for at redde verden'.

Hollændere, der i strid med loven heltemodigt giver husly til migranter, der ellers havde fået afslag på asyl, er ædle aktivister.

Og de efterfølges naturligvis af et indslag, hvor både Læger uden Grænser samt Amnesty International kan påstå, at en tredjedel af de ulovlige migranter, som Australien har deporteret til fjerne øer, har forsøgt at begå selvmord.

En slet skjult hilsen til beslutningen om øen Lindholm, der som et giftigt resultat fra finanslovens menneskefjendske svovlpøl nu skal huse de stakkels kriminelle udlændinge. Sådan er den forudsigelige virkelighed i DR.

Når talen falder på Ungarn, ringer man til EU-professor Marlene Wind. Når talen falder på Sverige, ringer man til Drude Dahlerup. Når talen falder på klima, ringer man til Greenpeace. Når talen falder på indvandring, tilkalder man Amnesty.

Nogle gange gætter jeg på, hvad såvel spørgsmål og svar bliver i et nyhedsindslag. Og tro mig: Jeg får oftest ret.

DR må have verdens korteste redaktionsmøder. Ja, måske behøver de slet ikke tale sammen, men véd alle som én instinktivt, hvad der er en god historie i DR's univers.

De ved, at en afroamerikaner, der bliver skudt af en politimand i USA, naturligvis skal have fuld skrue, mens det selvsagt må nedtones, hvis det islamisk-palæstinensiske styre i Gaza dømmer en kvinde og fem mænd til hængning for at samarbejde med israelerne. Den slags passer ikke rigtigt ind i DR-universet, vel?

Det gør derimod den græske ø Lesbos, der er blevet et nyt mekka for aktivister, som henlægger deres ferie dér for at uddele mad til flygtninge.

Den slags ser godt ud på Facebook og cv’et. Og efter ferien kan man endda blive ansat på Danmarks Radio.

Derimod passer det ikke rigtigt ind i den redaktionelle vinkel, når formanden for den amerikanske NGO, Lawyers Abroad – som løseligt kan oversættes til Advokater uden Grænser - på en skjult optagelse forklarer, hvordan asylansøgerne gennem rollespil lærer at give de 'rigtige' svar, når de bliver udspurgt af funktionærer fra EU's asyl-kontor.

De lærer at lade, som om de har krigstraumer eller er torturofre. De skal lade, som om de bliver dårlige, de skal græde, og hvis de kan, skal de endda kaste op for at appellere til EU-funktionærernes medfølelse.

Og det lykkes faktisk som regel, siger formanden for Advokater uden Grænser, Ariel Ricker, i den skjulte optagelse; for ifølge hende er EU's asylbehandlere 'fucking stupid', altså snotdumme.

Der er masser af den slags tankevækkende historier derude. Sidste år faldt jeg f.eks. over denne, hvor man ser Læger uden Grænser, filmet af BBC, pænt levere en dyr påhængsmotor tilbage til libyske menneskesmuglere.

Den slags passer selvsagt ikke ind i DR's forskruede og forudsigelige brevkasse.

Men der er jo andre måder at anskue verden på end gennem den typiske og velkendte DR-brille. Lad os hjælpe journalisterne på DR ved at sende dem veldokumenterede historier, nyheder og vinkler, store som små.

De er måske ikke alle breaking news, men kunne vel tjene som en tiltrængt afbrydelse af denne linde strøm af ulidelig forudsigelighed, der udgår fra DR – vores alle sammens public service station.

B.T. har sendt indlægget til DR, som ikke har ønsket at svare på Morten Messerschmidts kritik.