Jeg kan uden problemer genkende mig selv i meget af det, Pernille Vermund foreslår. Det har været centrum for mit hele mit politiske virke. Alligevel er jeg bekymret.

For kommer Nye Borgerlige i Folketinget, er det en garanti for Mette Frederiksen som statsminister.

Jeg ved godt, at mange vil stille sig undrende over for dette. For hvordan kan Pernille Vermunds tre såkaldte ufravigelige krav dog svække indvandringsmodstanden?

Men det skyldes såmænd, at intet tyder på, at DF og NB tilsammen kan mønstre de 90 mandater, som kræves for at føre dem igennem. Om man begriber det eller ej, så er der ikke et flertal blandt danskere, som ønsker helt at standse indvandringen fra den tredje verden.

Og uden et flertal er holdninger intet værd på Christiansborg. Her handler det nemlig ikke om bare at have ret. Det mener alle 179 medlemmer, at de har. Nej, det handler om at få ret. Og det får man ikke ved at stille ultimative krav.

Om man kan lide det eller ej, er det nemlig så sikkert som amen i kirken, at Venstre ikke accepterer at få pistolen for panden – som Pernille Vermund forestiller sig. Man kan ikke true sig til sin politik.

Så uanset hvor enig jeg er med Vermund i alt, hvad hun i dag siger, så ved jeg, at konsekvensen af hendes strategi er, at Mette Frederiksen kan danne regering. Nye Borgerlige vil nemlig kun støtte en regering, der leverer de tre ufravigelige krav – der i øvrigt langtfra er nok for at redde Danmark.

Men fordi V, K og LA aldrig kommer til at acceptere den form for revolverpolitik, kan man med sikkerhed allerede nu trække NB’s eventuelle mandater fra i blå blok. Og dermed kan Socialdemokratiet atter indtage Statsministeriet – støttet af de tre musketerer Uffe Elbæk, Pernille Skipper og Morten Østergaard. Er det virkelig, hvad danskerne vil?

(ARKIV)Morten Messerschmidt, den 17. september 2016. Morten Messerschmidt (DF) er ikke samarbejdsvillig, siger EU's antisvindelenhed ifølge TV2. Det skriver Ritzau, onsdag den 6. juni 2018.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
(ARKIV)Morten Messerschmidt, den 17. september 2016. Morten Messerschmidt (DF) er ikke samarbejdsvillig, siger EU's antisvindelenhed ifølge TV2. Det skriver Ritzau, onsdag den 6. juni 2018.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Stiller man med ultimative krav, er det en garanti for, at man intet får igennem. Spørg bare Anders Samuelsen og Liberal Alliance!

Derfor har Dansk Folkeparti igennem 20 år fulgt en anden strategi. Bid for bid, kamp for kamp har vi kæmpet for at trække udlændinge- og værdipolitikken i en anden retning. Ingen sag har været for lille til at kræve indrømmelser.

For der er intet vigtigere end udlændingepolitikken. Har vi først skiftet den danske befolkning ud, er spillet slut. Men indrømmelser er ikke kommet ved at stille ultimative krav.

De er kommet ved, at vi vedholdende og utrætteligt har trukket de andre partier i vores retning. Bid for bid. Styk for styk. På grænsekontrollen. Burkaforbud. Stramningen af asylkrav. Inddragelse af statsborgerskaber. Udvisninger. Og meget mere.

Alt det havde været en forgæves kamp, hvis vi havde stillet ultimative krav. I et demokratisk samfund findes der nemlig ingen snuptagsløsninger. Kun det lange seje træk.

At Vermund og co. i dag – efter mange år under først Lars Barfoeds og siden Søren Papes grønne faner – nu er kommet til en ny erkendelse, er selvsagt godt. Der er tilgivelse til enhver omvendt synder!

Men at spille på frustrationen, som også jeg – og alle andre i DF – føler, tjener ikke den sag, Vermund i dag påstår at forfølge.

Tværtimod sender det magten i hænderne på modstanderne. Og det er både dumt og ærgerligt.

For når jeg læser Nye Borgerliges værdipolitik, kan jeg ikke se noget, der skiller os. Vi kæmper for præcis det samme. Ja, allerede mens Vermund hyggede sig hos De Konservative, tog vi andre kampen.

Og vi tager stadig kampen. For det er det, politik handler om. Og jeg deler fuldt ud den frustration blandt mange, som føler, at tingene går for langsomt. Men løsningen er selvsagt ikke at spille sig alt af hænde.

Løsningen er at bide sig fast. For strategien med at kravle højere op i træet end selv den frieste fugl fungerer kun, hvis man selv har de 90 mandater.

Og selv med lidt god vilje kan vi i fællesskab efter næste valg 'kun' mønstre måske 40 af slagsen. Det er på tide, at Vermund indser, det er 50 for lidt.