Jeg er ikke lesbisk eller nonbinær.

Jeg er cis-kønnet. Jeg er en helt almindelig dame, der godt kan lide – måske faktisk kun kan lide – at bolle med mænd. Alene af den grund skal jeg formentlig holde min kæft.

Men undskyld mig, hvad fanden har LGBT+ gang i, når de nu kaster sig over det faktum, at der står 'hr.' og 'fr' på valgkortet?

Dagen efter kommunal- og regionsrådsvalget kunne jeg læse på dr.dk, hvordan LGBT+ Danmarks sekretariatschef nu gik ind i diskussionen om mikroproblemet, fordi en enkelt nonbinær person havde brokket sig til DR over, at der stod 'fr' på vedkommendes valgkort, og vedkommende følte sig altså ikke som en sådan.

Holy shit, mand. Hvis jeg på nogen måde var queer, nonbinær, lesbisk eller hvad ved jeg, så ville jeg fandeme synes, det var pinligt, at LGBT+ Danmark skulle repræsentere mig.

Jeg ville græmme mig over, hvordan man tog den ene totalt ligegyldige debat og forslag op efter det andet. For JO! Det er 100 procent ligegyldigt, om der står 'hr.' eller 'fr' på dit valgkort!

Præcis som det også er 100 procent ligegyldigt, når folk ikke kan stave mit efternavn, troede, jeg var en dreng som barn, eller går ud fra, at jeg kender blomsternavne, fordi jeg er en kvinde.

DET BETYDER INGENTING!!! Især ikke når man ved, hvor store problemer, der er med hatecrime i nattelivet, hvor mange børn bliver mobbet, fordi de ikke føler sig som deres køn, og hvor høj selvmordsraten er blandt transkønnede.

Og det er ikke 'whatabout-ism'. Det er fakta! Man er altså bims, hvis man ikke fatter, at der er forskel på problemer! Og man er endnu mere bims, hvis ikke man fatter, at denne tåbelige diskussion ødelægger det for dem med et rigtigt problem!

Vi er et samfund, der høfligt adresserer sine borgere, og hvis man virkelig kan blive rystet i sin identitet af et 'fr', selv om man føler sig som en 'hr' – og hvis man virkelig har den vildfarelse, at ingen andre skal kaldes deres titel, fordi man ikke lige identificerer sig med en af de to – så er man altså et lykkeligt menneske fri for rigtige problemer!

Måske er man også blind for alle de rigtige problemer, der udspiller sig blandt sine ikke-kønnede åndsfæller, sine transkønnede åndsfæller og sine alt-muligt-andet åndsfæller, hver eneste dag! Jeg ville melde mig ud og kræve mit novemberkontingent tilbage. Og som en af mine venner skrev:

»Woke-bevægelsen er desværre blevet til alt det, den selv hævder at bekæmpe: en intolerant, sindelagskontrollerende, moralsk spændetrøje. Det er sørgeligt og skammeligt, at kræfterne bruges på at være en forbudskult frem for en frihedsbevægelse.«


Den tidligere cykelrytter Jesper Skibby.
Den tidligere cykelrytter Jesper Skibby. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

JESPER SKIBBY


Den tidligere professionelle cykelrytter stillede åbenbart op til kommunalvalg i Gribskov Kommune. Han kom ikke ind.

Det er måske både godt og skidt – selv siger han i hvert fald: »Det rører mig ikke.«

Jeg synes, Skibby er en fin fyr, men hvis man oprigtig er pisse ligeglad, så er det måske okay fint, at man ikke kom ind.

Justitsminister Nick Hækkerup.
Justitsminister Nick Hækkerup. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

NICK HÆKKERUP

Det har ikke været muligt for politiet at genskabe de slettede sms'er i minksagen. Det har politiet vidst siden 12. november – og faktisk også Justitsministeriet, erkender Nick Hækkerup nu. Men hverken pressen eller befolkningen har kunnet få svar før 17. november – altså dagen efter kommunalvalget. Sikke da en belejlig timing!?

Hækkerup forklarer det med, at der kom nogle forseglede kuverter fredag, som de besluttede at gemme helt til mandag (hvorfor fortaber sig i tågen), hvor de ville kontakte bisidderne, som så kunne gennemgå »materialet« med deres »klienter«.

Materialet? Det lyder næsten for syret, at de havde modtaget »forseglede« konvolutter med ingenting i – men intet kan efterhånden overraske i den sms-sag.

Sognepræst Flemming Pless.
Sognepræst Flemming Pless. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

FLEMMING PLESS

Den tvangsorlovsramte kendispræst venter. Det gør også fem – måske flere – kvinder, der beskylder den hellige mand for overgreb og krænkelser.

Tilbage i foråret skrev fem kvinder et brev til biskoppen i København, hvor de hver især fortalte om deres oplevelser med Pless. Fælles for dem alle var, at de var kommet i kirken, og fælles for dem alle var, at han i den forbindelse havde indledt en helt anden relation med de fem sognebørn end præstegerningen – sjælesorg var endt i tilnærmelser, kys og sex, og de opfordrede biskoppen til at sætte en stopper for præstens seriekrænkelser.

Nu er der gået syv måneder – og stadig intet svar. Undskyld mig, men det ser sgu da lidt underligt ud, at man ikke kan afslutte en så relativ lille sag.

DR kunne afslutte knap 50 års undersøgelse og interview med 129 korpiger på fem måneder.

Sig mig, sylter Socialdemokratiet sagen med orlovspræsten, der var på stemmelisten til regionsrådet?

Pornostjernen Denice Klarskov.
Pornostjernen Denice Klarskov. Foto: Claus Bech
Vis mere

DENICE KLARSKOV

Jeg har set 12.000 programmer om åbne forhold, jeg har haft bekendte, der har leget med tanken og levet den ud. Det plejer at holde et år – måske to – men så bliver den ene jaloux, eller en af parterne bliver rent faktisk forelsket.

Pornomodellen og hendes mand gennem 20 år har knækket koden og boller rundt ved lejlighed. Det lyder jo godt – men så stort et menneske er jeg simpelthen ikke.