Der er virkelig meget, jeg ikke forstår, det erkender jeg!

Men noget af det, der står allermest uklart for mig, og som fremstår fuldstændig vanvittigt, det er, hvorfor man i Danmark kan slippe så latterligt billigt for drabsforsøg.

I denne uge læste jeg om en 32-årig mand, der havde fået en dom på seks år og seks måneders fængsel efter at være kendt skyldig i forsøg på manddrab. Den 32-årige havde stukket en anden mand med kniv mindst 20 gange, og Søren Yde Halse fra anklagemyndigheden udtalte:

»Sagen er efter min opfattelse en ganske alvorlig drabsforsøgssag. Det siger sig selv, at 20 knivstik i overkroppen medfører livsfare, og det er i sådan en situation en tilfældighed, at ofret overlever.«

Og her rammer Søren kernen: Det er ofte helt og aldeles tilfældigt – måske endda rent held – at offeret overlever, for gerningsmanden har haft én hensigt, og det er at slå ihjel!

Drab giver ofte 10 eller 12 år, nogle gange livstid. Men når man af helt tilfældige årsager ikke lykkes med sit foretagende, så får man pludselig halveret sin straf!? Det er jo direkte latterligt!

I mange tilfælde overlever offeret udelukkende det brutale drabsforsøg, fordi vi her til lands har hurtig ambulancekørsel og et velfungerende sygehusvæsen. Den eneste grund til, at gerningsmanden ikke ender som drabsmand, men 'kun' bliver tiltalt for forsøg, er, at lægerne er veluddannede og dygtige.

Havde offeret boet i Burkina Faso, Yemen eller på en farm i ingenmandsland, var det fucked.

Præcis som det var rent held, da Louise Makkonen Thagaard blev fundet på jorden efter at være blevet stukket i halsen, i nakken, i ryggen og i låret og havde fået den store halsvene i venstre side skåret over.

Hun havde ifølge dommen ligget og blødt på en altan i cirka en time, hvor hun faldt ind og ud af bevidsthed, inden hun af gerningsmanden, sin søns far, blev kastet ud over altanen og 6,60 meter ned mod jorden.

Til hendes ubegribelige held gik en politimand rundt i området og hørte lyden, da hun ramte jorden. Han tilkaldte en ambulance, og Louise overlevede – og det var så også til gerningsmandens ubegribelige held. For han slap med en dom på syv års fængsel, der vel udløser knap fire års afsoning. Stort tillykke!

Den 32-årige gerningsmand fra denne uge har i øvrigt en tidligere dom for et alvorligt knivangreb, og derfor var anklagemyndigheden tilfreds med, at dommen blev mere end seks års fængsel.

Jeg er først tilfreds, når dommene rent faktisk matcher hensigten – og ikke udløser uforståelig belønning i strafnedsættelse, blot fordi vores læger kan redde liv.


Den nu afdøde og tidligere Farum-borgmester Peter Brixtofte.
Den nu afdøde og tidligere Farum-borgmester Peter Brixtofte. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

Peter Brixtofte


Må jeg foreslå alle, der betaler licens, at se DRs dokumentar om Farums afdøde borgmester, Peter Brixtofte. I dokumentaren ser man tidligere B.T.-journalist Jakob Priess udtale, at han havde besluttet at gå efter at karaktermyrde mennesket – inden man åbenbart havde trykt den første artikel!?

Jeg er selv barn af byen og husker både dens storhed og fald, og guderne skal vide, at der foregik ting og sager, der ikke var helt efter bogen. Men når en journalist taler om at »karaktermyrde« et menneske, så lugter det umiskendeligt personligt, og så ramler det altså totalt for mig – og for journalistfaget.

Jeg vil ikke påstå, at alle journalister er 100 procent objektive. Al redigering og al vinkling kræver valg og fravalg. Derfor var det befriende, da man på det hedengangne Radio24syv lod værterne bekende kulør. Det skabte en ærlig debat. Men Jakob Priess' motivation er decideret pinlig. Og ulækker.

Læge og corona-skeptiker Vibeke Manniche.
Læge og corona-skeptiker Vibeke Manniche. Foto: Erik Refner
Vis mere

Vibeke Manniche

Den kontroversielle læge er blevet sat under skærpet tilsyn. Ifølge Vibeke selv handler det om, at hun har solgt coronatest-fritagelsesattester, og det er ikke noget, Styrelsen for Patientsikkerhed finder ansvarligt. Vibeke har nemlig ikke en B-autorisation og må derfor slet ikke drive selvstændig virksomhed.

Det er sgu da bemærkelsesværdigt, hvordan hun og datteren, Mai, kun kan rive negativ omtale ned fra hylderne – nærmest ugentligt!

Kunne de ikke snart finde en god sag, lave noget velgørende arbejde, redde et dyr, blive besøgsven for en ensom gammel mand. Bare et eller andet. For det her hjul kører i samme rille.

Stylist, makeupartist og frisør Dennis Knudsen.
Stylist, makeupartist og frisør Dennis Knudsen. Foto: Nils Meilvang Nils Meilvang
Vis mere

Dennis Knudsen

Kendisfrisøren er alkoholiker. Tørlagt ganske vist, men han har drukket dag og nat for at tøjle sin angst og tankemylder og fortæller nu ærligt, at hans børn er blevet hans medicin, og at han ikke har rørt alkohol i mere end to år. Jeg håber, han holder det – og tager hatten af for hans åbenhed.

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt.
Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Helle Thorning-Schmidt

Den tidligere statsministers ene datter er nonbinær, mens den anden er panseksuel. Jeg er ciskønnet og først nu ved at kunne navigere i de mange betegnelser, og jeg elsker, hvordan Thorning omfavner det hele med læring. Bare fordi man passerer de 50 år, ved man ikke nødvendigvis alt.