Det ville gøre Danmark kedeligere - men til et godt land

Det er almindeligt at kritisere middelklassen. Den siges at mangle idealisme. Den siges kun at interessere sig for små og flade, materielle gevinster.

I det hele taget siges den at være fantasiløs og kedelig og uden sans for noget i tilværelsen, der er storladent og væsentligt.

Den kritik, synes jeg, er helt urimelig. Når jeg læser de mange rapporter om fejlslagen integration og endnu flere kommentarer til rapporterne, tænker jeg: Hvor kunne det være fantastisk, hvis mennesker, der kom til Danmark, kun havde ét ønske: At komme ind i middelklassen. Hurtigst muligt.

Jeg ser for mig, hvordan folk fra Mellemøsten ville komme til Danmark. Optændte af drømmen om at blive ejere af et parcelhus og en Toyota. Af ønsket om en trampolin i haven. Og en veranda af kvalitetstræ med en god stor grill.

At de ville snakke om restauranter og Liverpools muligheder for endelig at genvinde mesterskabet og Murakamis seneste bog. Og uforstående ledelser og brave kolleger og store planer.

Hvis det var sådan, ville det gøre Danmark til et væsentligt kedeligere land. Men jeg ville ikke have noget imod det.

Jeg ville tage ind på Christiansborg om tirsdagen, efter jeg havde brugt mandagen på lokale forhold hjemme i min valgkreds, og tænke: Jeg er politiker i et kedeligt land. Men det er et godt, kedeligt land.

Et land præget af rutine. Hvor folk drømte om at gøre det bedre end deres forældre og få lidt mere til sig selv, end de havde og drømte om, at børnene skulle komme godt i vej. Få et ordentligt job og en sød kæreste.

Et kedeligt land, hvor dagene på Christiansborg gik med at justere på nogle reformer og stille lidt på de skruer, der regulerer den kommunale udligning og filosofere over, hvad der måske kunne være slagnummeret i næste års finanslov.

En pensionsreform? Eller en forenkling af dagpengereglerne? Eller en mere gennemgribende reform af socialforsorgen, så den ikke bare bestod i projekter og passiv forsørgelse?

Men ak. Det er kun en drøm. Der er slet ikke nok fra Mellemøsten, der ønsker sig et parcelhus og en Toyota og en lønforhøjelse.

Så derfor må jeg bruge mine dage på prøve at forhindre, at folkeskolen bryder sammen i de store byer. At hvide børn flygter fra gymnasier, hvor der er for meget dominanskultur og social kontrol. At der ikke opstår problemuddannelser, hvor mødeprocenten er lav og kravene små og engagementet mikroskopisk – men SU’en stensikker.

Det er grunden til, at jeg holder af middelklassen. Og ønsker, at der var mange flere, der gjorde det samme.