Det er trods alt ikke så ofte, man i vore dage ser et politisk forslag, der er den rene ideologi. I hvert fald ikke, når det gælder de regeringsduelige partier.

Her vil man typisk fremlægge gennemregnede forslag. Så de ikke dør af kritik i samme sekund, fagøkonomerne kigger på dem.

Nu foreslår Socialdemokratiet, at den skattefri bundgrænse for arv sættes op fra 289.000 kroner til 500.000 kroner. Til gengæld skal skatten af arv på over tre millioner sættes op til svimlende 30 procent.

Det er ideologi. Intet andet. Tillad mig at forklare.



Det socialdemokratiske forslag medfører stort set ikke nogen forbedring af statens finanser. Lad os for argumentets skyld antage, at forslaget indbringer en milliard ekstra (hvilket er mindre end én promille af statens budget) – og at sundheds­væsenet årligt koster 150 milliarder kroner.

Så kan de nye penge, der opkræves i super-arveafgift, holde danske hospitaler med videre kørende i omkring to en halv dag.

På den ene side har vi altså en mikroskopisk fordel for staten. Men hvad med den anden side?

Der har vi en kolossal ulempe for den, der arver. For ikke blot skal vedkommende aflevere næsten en tredjedel af de midler, der ved en forælders død er blevet herreløse (og altså ikke er en transaktion, der i sig selv indgår i det normale, økonomiske liv).

Hvis det beløb, der arves, er bundet i f.eks en bolig, og man ikke lige har en million kroner liggende i rede penge, står man med valget: Skal det hus, man har arvet, sælges? Eller skal man ud på lånemarkedet, så man kan få råd til at betale den forfaldne skat?

Man kan sige, at dette princip er det omvendte af en forsikring.

Når man forsikrer sig, betaler mange mennesker et overkommeligt beløb i præmie. Til gengæld får de få, som kommer i nød, en kæmpe fordel, fordi deres tab bliver kompenseret.

Når det gælder det socialdemokratiske forslag til arvebeskatning, er der nogle ganske få mennesker, der får en massiv ulempe. Til gengæld er der ingen, der for alvor har glæde af de penge, de få er blevet afpresset. Dertil er det samlede beløb nemlig alt, alt for lille.

I stedet for, at de mange skillinger sammen til at hjælpe de få i nød, har vi altså en situation, hvor de mange plyndrer de få. Uden egentlig at opnå anden fordel end glæden ved at have gennemført en succesfuld pengeafpresning.

Det plejer man at kalde chikane eller mobning eller lignende: Den rene fryd ved at genere andre, uden for alvor at have et materielt udbytte.

Og så er vi fremme ved ideologien.

For det, Socialdemokratiet egentlig vil med sit forslag, er - så vidt, det overhovedet er muligt - at ødelægge familien og slægten som betydningsfulde faktorer i samfundet.

Når man udplyndrer familier eller slægter økonomisk, vil de i det lange løb få sværere og sværere ved at hjælpe deres medlemmer.

De penge, staten afpresser familierne, når den gamle generation falder fra, kan de jo ikke længere bruge til at vedligeholde boliger; forsørge hinanden; støtte hinanden undervejs til uddannelse og så videre.

I den socialdemokratiske ideologi bliver familier og slægter til stadighed svagere og svagere. Indtil de til sidst intet magter, og det eneste, der er tilbage, er det enkelte menneske – udleveret til (velfærds)staten på nåde og unåde.

Det er derfor, man overhovedet ikke skal se på de økonomiske beregninger af, hvad staten får ud af at genere mennesker, der arver. Økonomien betyder intet - så længe, man kan gøre familier og slægter svagere. Og dermed staten stærkere i forhold til det enkelte menneske.