Så skete det igen.

En konflikt, der har sin oprindelse i Mellemøsten, har ført til kriminalitet i et vildt fremmed land, der intet har med konflikten at gøre.

Det lægger sig oven i mordet i Tyrkiet på den saudiske systemkritiker Jamal Khashoggi, tyrkisk chikane af Gülen-tilhængere overalt i Europa og palæstinensisk-drevet chikane af jøder – også overalt i Europa.

Man skal stadig i vore dage komme med 90'er-besværgelsen: Ja. Der findes også højreorienteret antisemitisme. Man kan blot tænke på det forfærdelige skyderi i en amerikansk synagoge for nylig. Og nej: Problemerne indebærer ikke, at alt og alle, der har noget med Mellemøsten at gøre, er under anklage.



Alle burde vide, at disse forbehold altid er gældende. Men det gør de tilsyneladende ikke. Så jeg gentager dem gerne.

Når det så er sagt, er vi nødt til at tage den svære samtale.

En stat som Iran er storeksportør af vold og ufred til blandt andet Europa. Landet har ifølge pålidelige kilder adskillige dødspatruljer rundt omkring i Europa. Man hører dog i sagens natur ikke så meget til dem, undtagen når de fra tid til anden bliver pågrebet af myndighederne.

Saudi Arabien er – som Khashoggi-sagen viser – heller ikke bleg for at sende en dødspatrulje afsted.



Oven i det kommer så eksporten af navnlig den saudiske samfundsmodel. Som en artikelserie i Kristeligt Dagblad for nylig har beskrevet, er den ultraortodokse salafistiske variant af islam næst efter olie en af Saudi-Arabiens største eksportartikler til Europa. Landet har i årenes løb sendt formuer afsted for at udbrede det, man betragter som den rette lære.

Det fører i det lange løb kun til en ting: Radikalisering, ufred og splittelse i de lande, hvor salafismen slår rødder. Insisterende krav om særbehandling og pres på borgerlige rettigheder som ytringsfrihed og religionsfrihed.

Dødspatruljer og voldsbaserede trusler imod borgerrettigheder, vi tager for givet, viser en ting: Modstanden imod vores liberale samfundsorden finder ikke kun sted på det sproglige plan.

Den finder også sted ved hjælp af dødbringende våben og ved hjælp af troværdige trusler om vold.



Det er yderst vigtigt, at vi reagerer håndfast på den slags trusler – uden at overreagere.

Når jeg tænker på konflikter med for eksempel fremmede stater, ser jeg altid en trappe for mig. En meget lang trappe, hvor hvert af trinnene ikke er særlig høje.

At kaste sig ind i konflikten med Iran og Saudi-Arabien om, hvem der har suveræniteten, og hvem der har monopol på lovlig udøvelse af vold i Danmark, må forstås som et trin op af den trappe, jeg ser for mig.

Og der skal man aldrig gå så meget som ét skridt mere op ad trappen, end det er strengt nødvendigt.

Vi har selvfølgelig ikke brug for voldelige konflikter i Danmark under nogen omstændigheder. Men vi har slet, overhovedet ikke brug for voldelige konflikter, som bliver os påtvunget ved eksport fra lande som f.eks. Iran eller Saudi-Arabien.