Der er en herlig tendens til at tro, at vi lever meget anderledes end vores forgængere: unikt og i konstant udvikling.

Jeg oplever imidlertid, at jo mere jeg studerer historien, jo mindre sandt bliver udsagnet. Vi er ikke en døjt anderledes, end man var i 1800-tallet. Tværtimod tyder noget på, at det, vi regner for udvikling, i virkeligheden er ren og skær afvikling.

Jeg var for nylig på besøg i Nationalmuseets 'Klunkehjem'. En lejlighed, museet overtog fra to søstre i 1960'erne. Dette, deres barndomshjem, står endnu præcis som i slutningen af 1800-tallet. Det er et intakt hjem. Altså ikke noget, der er sammensat af eftertiden. Hvad der lå i skufferne, da de to søstre døde, ligger der endnu. Deres og forældrenes tøj er stadig på bøjlerne osv.

For en som mig, der gerne besøger Den Gamle By i Aarhus et par gange om året, var det en særlig oplevelse. Vores dygtige omviser fortalte bl.a. om de unge kvinder, der dengang var snøret fuldkommen ind af et korset, som ved let ophidselse fik dem til at besvime.

Dybest set så det ret vanvittigt ud, og oversat til 2010’erne er det med hvepsetaljen lidt ligesom med de mange skønhedsbehandlinger og operationer: en sær mutant af et forvrænget skønhedsideal.

I klunkehjemmet satte man billeder op af sommerhuset, udlandsrejsen eller husets unge damer i smukke kjoler, så folk, der kom på besøg, vidste, hvad de kunne tillade sig at spørge til.

Her behøver jeg vel blot at sige: Instagram! Jamen, det er jo præcis det samme. Og hvis vi troede, at 'likes' var noget nyt, så behøver man blot tage et kig på datidens visitkort-bowle, som skulle udstille, hvem der havde været på visit.

Selvfølgelig med de rigeste og vigtigste liggende øverst i bunken. Og nåh ja, var bunken ikke stor nok, kunne man lige fylde op i bunden med lidt papir.

Hvis man til gengæld tror, vi har udviklet os i en sundere retning, kan man evt. lytte til 'Super Classico', et klassisk musiknørd-program på Radio4, som besøgte Carsten Seyer-Hansen, der til august tiltræder stillingen som ny kapelmester for Københavns Drengekor.

De fleste ved, at drengenes stemmer går i overgang ved 12-13-års alderen i dag.  Men Seyer-Hansen kunne berette, at for 100 år siden var det langt senere, og at Joseph Haydn pralede med, at han stadig var sopran som 18-årig.

Du kan sikkert komme i tanker om mange flere eksempler, hvis du tænker efter. Måske det var på tide, at vi forholdt os en anelse mere ydmyge over for fortiden.

Vi kunne måske endda lære noget om os selv.

Tre nedslag fra ugen

Ugens triste nyhed er brexit. Ganske enkelt. De rige overlever. De fattige bliver fattigere. Imens går en middel(-alderlig)klasse og puster sig op til at blive 'great again'…hvem er det nu, det minder mig om….?

Ugens bedste nyhed er, at der kom nye afsnit af 'Badehotellet'. Jeg indrømmer: Jeg var længe om at hoppe med på vognen. Mine forældre var med fra start, mens jeg rynkede på næsen. Men ovre hos mormor og morfar kiggede mine børn med og krævede, at vi også fik set serien fra start. Så vi måtte indkøbe sæsonerne på dvd, og i mandags var vi så med for tredje gang på en sæsonpremiere. Det foregik selvfølgelig med slikskål, te og hele familien samlet foran husalteret. Næsten som i 80'erne.

Ugens (anden) gode oplevelse var Rune Klans nye show, 'Håbefuld', som var en fin status over livet som nybagt far lagt sammen med barndommens erindringer lagt sammen med trylleri og en kulisse af overdimensioneret pop op-papirklip. De kommende måneder turnerer han landet rundt med et show, der både er lunt og giver stof til eftertanke, og som ikke er sprængfyldt med mange af de platheder, nogle af hans standupkollegaer har svært ved at lægge fra sig. Jeg er fan.