Alarmknappen lyser i bilens display og fortæller mig, at det er blevet tid til service.

Jeg trækker den lidt, for det kniber med at få tid. Både at få tid på selve værkstedet, men også at finde tid til at undvære bilen. Godt, det kun er for hver 30.000 kørte kilometer, den kræver service.

Jeg kan huske, da jeg købte min første bil. Dengang skulle man overholde sin service for hver 10.000 kørte kilometer. Nu kan jeg – med mit kørselsbehov – holde mig nede på en service om året. Andre behøver det endnu sjældnere.

Det er egentlig meget sjovt, for hvis vi lige udskiftede ordet 'service' med ordet 'sundhedsundersøgelse' samt udskiftede 'værksted' med 'læge' og forestillede os, at bilen var os selv, ville vi så anskue det på samme måde? Hvor mange af os render til læge for at få et fysisk serviceeftersyn… ikke fordi vi tror, noget er galt, men bare fordi det er blevet tid?

Jamen, helt ærligt: Tager vi i virkeligheden ikke vores bils tilstand mere alvorligt end vores eget helbred? Vi kunne ikke drømme om at fylde det forkerte brændstof på eller køre på et punkteret hjul.

Det ville være tåbeligt for ikke at sige besværligt. Men hvordan er det nu lige… kender vi ikke alle sammen det der med at drikke noget, vi ikke burde, samt brokke os over ondt i ryggen uden at gøre noget ved nogen af delene?

Vi tonser bare videre på vores ømme knæ og fylder os med røg og alkohol, for 'det går jo nok', og værre er det jo heller ikke. Men hvis det var bilen…uha!

Jeg tror, at ræsonnementet dybest set er, at bilen har kostet os så mange penge, at vi må passe godt på, for ellers går den jo helt i stykker, og så er pengene tabt.

Hvilket er logisk nok. Men set i det lys er det jo en anelse komisk, at vi synes, vores eget helbred betyder mindre. Er livet ikke det mest kostbare, vi har?

Jeg har lige været en tur hos en læge, der tilbyder en fuld helbredsundersøgelse. Det vil sige, hvor man gennemgår snart sagt alt.

Jeg har fået testet kolesterol, hvide blodlegemer, blodtryk og meget mere. Jeg er blevet scannet på kryds og tværs og kunne i tirsdags gå ud med noget, der lignede en førstepræmie i hånden: Et fabelagtigt helbred.

Når jeg nu fortæller, at det kostede 6.000 spir, så tænker mange nok, at jeg er en big spender. Men prøv lige at gå tilbage til eksemplet med bilen.

Et servicetjek koster næsten det samme, og så er der vægtafgift, forsikring og vinterdæk, som nok skal sørge for, at man selv med en lille prutbil har udgifter for 10.000 kroner om året.

Så hvorfor er det odiøst at bruge 6.000 kroner på en fuld helbredsundersøgelse hvert femte år og en mindre til 3.000 om året?

Mange steder i Europa er det blevet normen, at folk ikke blot går til læge, når der er problemer, men at de får lavet et tjek nu og da for at tage eventuelle dårligdomme i opløbet.

Og det har vist sig at virke, når man ser på den overordnede folkesundhed samt på den dødelige udgang ved visse sygdomme. Kurven er knækket.

Det pokkers er jo, at den dyre undersøgelse er brugerbetalt her til lands og dermed automatisk afskærer visse grupper af befolkningen fra at få foretaget en sådan.

Jeg ved ikke, om det kunne hjælpe, hvis man gjorde det fradragsberettiget, men jeg mener faktisk, det er værd at tænke over.

Og alle os, der har råd til en bil, vi burde spørge os selv mindst en gang om året: Har du husket at få dit årlige sundhedstjek… For dit helbred er vel mindst lige så vigtigt som bilens, eller…?

Nåh, men det var den der alarmknap i bilen, jeg kom fra… God 3. Søndag i advent!

Denne klumme er redigeret efter publicering.