Da jeg var ni år, kom jeg til at hælde kogende vand ned i mine gummistøvler. Og det var træls, for jeg havde gummistøvlerne på.

Jeg hjalp min mor og vaskekonen med storvask i en gruekedel ude i vaskehuset og skulle bære spanden sølle to meter. Jeg skal hilse og sige, at jeg stadig kan huske, hvordan det føles at få kogende vand ned over fødder og ankler.

Jeg kan også huske, at jeg rev støvlerne af og pr. refleks skreg på »koldt vand, koldt vand«.

Og derfor kan jeg også huske, at vaskekonen kategorisk afviste at hælde koldt vand på. Og hun gjorde det rigtige. For dengang var alle enige om, at man ikke hældte koldt vand på brændt hud.

Hvorfor er min lokale pølsevogn stadig lukket?

I dag ved vi noget andet.

Min pointe er, at vi jo bliver klogere med tiden. Men at vi undervejs begår fejl.

Og derfor har jeg heller ikke glemt, at statsministeren allerede på sit første pressemøde om corona fastslog, at 'vi vil komme til at begå fejl'.

Det var modigt sagt, men jeg mangler at få at vide, hvilke fejl der så er begået. Jeg kan garantere, at jeg vil være den første til at tilgive. Men jeg har mistanke om, at vi aldrig får det at vide. Fordi kampen mod corona er blevet politisk.

Jeg vil lige nævne, at jeg ikke nødvendigvis tror, at der er lavet fejl. Jeg har kun statsministerens ord for det. Problemet er kun, at jeg ikke ved det.

Vi andre har brug for ubesmittet lederskab

Jeg ved derimod, at regeringens bekæmpelse af virus har været en succes. Vi er længere fremme i helbredelsen, end myndighederne havde regnet med. Hvis man giver Mette Frederiksen frit valg i Silvan, så vælger hun en forhammer. Hun kan lide at slå til. Det har virket, og hun har også fået politisk fred til det.

Derimod får vi aldrig at vide, om det er en fejl, at 70.000 småbørn nu lukkes ud i samfundet og møder 20.000 pædagoger og lærere.

Jeg forstår udmærket sigtet, for børnene bliver ikke nævneværdigt syge. Deres forholdsvis unge forældre heller ikke. Vi får mere smitte uden at få flere indlæggelser, og selv om de ikke vil sige det højt, så er det sundhedsmyndighedernes hedeste ønske.

Men hvorfor måtte en enkelt frisør med maske og visir og frømandsdragt og snorkel så ikke klippe en eneste, samtidig med at skolerne åbnede? Det må de så nu.

Og hvorfor er min lokale pølsevogn stadig lukket, når der faktisk altid har været afskærmning mellem pølsemanden og mig?

Vi vidste ikke bedre

Og vi ved ikke, om det var en fejl kun at teste risikogrupper og sundhedspersonale til at begynde med, når WHO og sydkoreanerne og japanerne konstant og vedholdende sagde noget andet. Var det en strategi, eller manglede vi simpelt hen testudstyr?

Og er de helt forkert på den i Østrig, når de efter en endnu mere succesrig bekæmpelse af virus nu vælger at åbne samfundet på en helt anden måde? Og svenskerne med deres store dødstal – griner de deres røv i laser, når vi næste vinter bliver angrebet igen, mens Sverige vil være uberørt?

Og når oppositionen nu foreslår at åbne alt fra cafeer til domstole og idrætsforeninger, så kan jeg jo godt se, at det gavner økonomi og velvære. Men er der regnet på smitten? Eller er det bare politik?

Så her er min appel til vores beslutningstagere: Prøv at være en anelse mindre politiske blot nogle uger endnu. Jeg forstår godt, at de blå har behov for at komme til fadet. Jeg forstår også godt, at Mette elsker sin forhammer og nødig vil slippe den.

Men vi andre har brug for ubesmittet lederskab.

Venlig hilsen en mand, der 52 år efter episoden med gruekedlen stadig har ar. Fordi vi ikke vidste bedre.