Denne uge bød på endnu en sprængning i blå blok, da partiet Fremad med Simon Emil Ammitzbøll-Bille i spidsen blev præsenteret. Blå blok er nu repræsenteret ved ikke færre end seks partier i Folketinget.

Uden for Folketinget står yderligere tre små borgerlige partier og banker på.

Den borgerligt-liberale lejr er simpelthen splittet i ikke færre end ni enheder: Stram Kurs, Kristendemokraterne, Riskær Petersen Partiet, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, De Konservative, Venstre, Liberal Alliance og Fremad.

Man kan sige, at individualismen trives godt i blå blok. Eller man kan vende den om og sige, at sammenhængskraften er forsvundet. Anders Fogh Rasmussen sagde engang, at i andre partier havde man én stor kanon, men i Venstre havde man hver sin lille kanon at skyde med.

Ønsket om egen lille kanon har smittet af, og blå blok ligner efterhånden en flok uorganiserede oprørsgrupper i en bjergkæde et sted langt fra civilisationen.

Nuvel, verdenshistorien er rig på eksempler på, at det er lykkedes at samle oprørsgrupper omkring en fælles sag, men som regel kun for en tid. Lige nu er det svært at få øje på ret mange sager, der forener blå blok fra højre til venstre – også selvom man nøjes med at se på de seks partier i Folketinget. Det har foreløbigt betydet de længste hvedebrødsdage til en regering i nyere tid.

På lidt længere sigt ser prognoserne heller ikke så gode ud.

Ni partier, der alle skal kunne finde sit individuelle udtryk over for vælgerne, vil uvægerligt føre til, at nogen ender højt oppe i et træ. Alle de borgelige partier skal kunne svare på, hvorfor man skal stemme på dem fremfor nogle af de andre. Og vi så allerede i den seneste valgkamp, hvad den type argumentkapløb fører til, nemlig ultimative krav.

Hvis oppositionens formodede leder, Jakob Ellemann-Jensen (V), gjorde som statsminister Frederiksen og sagde, at han ikke kunne arbejde sammen med nogen om alt, men mange om meget – altså gik efter en etpartiregering, der samler sit flertal fra sag til sag – så ville den interne positionskamp blandt så mange partier blive indædt nok til, at nogen vil ende med at kravle højt op i et træ.

For slet ikke at tale om risikoen for stemmespild. I hvert fald fem af de ni borgerlige partier kan meget vel komme til at svæve omkring spærregrænsen.

Hvad er så løsningen for blå blok? Tja, man kan vælge en darwinistisk tilgang og lade den naturlige udvælgelse rydde de syge og de svage partier væk.

Man kan se på venstrefløjens stemmespild, fra før Enhedslisten blev opfundet – og forene sig. Eller man kan forsøge at finde en klar rollefordeling, så det ikke bliver alles kamp mod alle med hver sin lille kanon.