Efteråret er den bedste tid på året, for det er her, en af de arbejdsopgaver, jeg ser mest frem til, ligger: at introducere Danmark til mange af de kloge, unge, motiverede mennesker, der ankommer i disse dage for at læse på de danske universiteter.

Lige siden jeg udgav min første bog, 'How to Live in Denmark', har jeg med jævne mellemrum holdt foredrag for nyankomne. Oplevelserne har blandt andet lært mig, at de aspekter af dansk kultur, som danskerne er mest stolte af, ofte også er dem, som nyankomne har sværest ved at adoptere.

I danskere er for eksempel vældigt stolte af jeres egalitære og uformelle samfundsstruktur. Det kan være svært at kapere, hvis man er vokset op i et mere lagdelt, hierarkisk samfund – såsom Kina, Indien eller bare Tyskland – hvor titler betyder mere.

Nyankomne studerende, som er opdraget med at titulere korrekt, kan synes, det er akavet at skulle kalde alle ved fornavn, uanset job, uddannelse eller anciennitet. Ved en af mine spørgerunder var der for eksempel en venlig og bekymret nepaleser, som spurgte mig: 'Hvordan viser man så respekt for de ældre i Danmark?'

Det viste sig, at i Nepal har de en sand skat af særlige ord, skikke og tituleringer til at ære de gamle med. 'I Danmark forlanger de ældre, at man kalder dem ved fornavn,' sagde jeg tøvende. Han så skuffet ud.

Derudover har jeg også tit måttet skuffe nyankomne, som har lært en smule dansk inden afgang: Brug aldrig ord som fru, hr. og frøken, nogensinde. Det respektfulde De beder jeg dem også pakke langt væk og kun finde frem igen, hvis de skulle løbe ind i prins Joachim.

Et andet aspekt af dansk kultur, som jeg altid nøje fortæller udlændinge om, er, danskernes tilgang til købmandskab og kundeservice.

Danskere, og andre nordeuropæere for den sags skyld, gider ikke at blive prakket noget på – det værste, I ved, er pushy salgspersonale. Når I går ind i en butik, vil I helst gå rundt for jer selv, indtil I har fundet det, I vil have. I henvender jer til dem, hvis I skulle have nogen spørgsmål.

Det kan nyankomne tit heller ikke forstå. De tror, de måske bliver ignoreret, fordi de er udlændinge, har mørk hud eller bærer hijab. Jeg forklarer dem omhyggeligt, at alle bliver ignoreret, for det er sådan, danskerne kan lide det.

Det tager tid at vænne sig til, når man er vant til den nærmest overfusende kundeservicekultur fra Mellemøsten, Asien og visse dele af USA, men så ved de nyankomne i det mindste, at de ikke skal tage det personligt.

Apropos mit eget folkefærd, amerikanerne, så har de desværre en tendens til at være blandt de mest irriterende udlændinge. Nogle af dem i hvert fald. Det er især de stærkt venstreorienterede, som selv mener, at deres højeste formål her i verden er at sprede det hellige ord om at være woke.

Den danske flagtradition er en af de ting, der virkelig kan få dem op på barrikaderne. De forstår det simpelthen ikke. I deres øjne er nationalflag kun noget, højrefløjen og racister bruger, og bestemt ikke noget, man pynter sit juletræ, invitationer eller kager med. Som en venstreorienteret amerikaner fortalte mig: 'Altså, vi ville aldrig vise Stars and Stripes frem på mit institut, medmindre det var ment som satire.'

Men, de må bare lære, at Dannebrog er en obligatorisk del af fødselsdagskulturen. Og i Danmark er det dig, der bager kage til dine venner, og det er dig, der giver en omgang, når du skal fejre din fødselsdag. I mange andre lande er det ofte lige omvendt. Men det bliver en meget kedelig og meget ensom fødselsdag, hvis du går og venter på, at dine danske venner køber kage til dig.

Og så er der de runde fødselsdage. Jeg mødte engang en indonesisk studerende, som havde boet her i nogle år. Til sin kammerats fødselsdage op gennem 20'erne var han altid bare troppet op i T-shirt og jeans med en ramme øl under armen.

Det gjorde han selvfølgelig også til kammeratens 30-års fødselsdag, så han blev noget overrasket over at se hele vedkommendes familie og alle hans venner i jakkesæt og fine kjoler.

Det er klart, det kan føre til unødvendigt pinlige situationer for begge parter ikke at kende til den danske kulturs finurligheder, så det er godt, at udlændingene har en anden udlænding som mig til at lede dem uden om faldgruberne.