Tina French Nielsen forsvandt. Mads Duedahl skiftede hest. Og Jan Nymark Thaysen har været for usynlig.

Venstre i Aalborg Kommune har i mange år kæmpet med at skabe et reelt alternativ til det socialdemokratiske styre, og det blev der ikke lavet om på ved dette valg. Seks mandater er det blevet til for Venstre i Aalborg – et minus på to mandater. Dermed er det på ingen måde lykkedes Venstre at lukrere på Thomas Kastrup-Larsens tilbagegang.

Spidskandidat for V – Jan Nymark Thaysen – har selv sagt det:

»Jeg er ikke særlig kendt. Alle ved ikke, hvem jeg er. Så det har selvfølgelig været op ad bakke.«

De Konservative går frem i Aalborg – ganske betragteligt fra ét til fire mandater. Men reelt er det nok nærmere Pape-bølgen, der er skyllet helt til Aalborg, end det er de lokale aalborgensiske kandidater, der har gjort den kæmpe store forskel.

Så hvad er det reelle borgerlige alternativ i landets fjerdestørste by? Svaret er: Der er ikke noget.

I fire år har Thomas Kastrup-Larsen som socialdemokratisk borgmester siddet tungt på magten i vores by – så tungt, at han med absolut flertal har kunnet gøre stort set som ønsket.

Ved tirsdagens valg fik han en gedigen ørefigen med omkring en halvering af sit personlige stemmetal og en socialdemokratisk tilbagegang på fem mandater. En fjerdedel af de vælgere, der satte kryds ved Socialdemokratiet i 2017, valgte anderledes denne gang.

Selvom Mette og Minksagen nok har haft en betydning, så kan hele tilbagegangen ikke forklares med en slettet sms. I Frederikshavn Kommune er det eksempelvis lykkedes for den evigt populære Birgit Hansen at blive siddende på sit absolutte S-flertal.

Forklaringen skal helt sikker også findes i, at de dårlige sager har stået i kø i Aalborg på det seneste: Egholmforbindelsen, Cannes-turene, kreditkortsager og andre dagsordener har sat negativ fokus på magten i kommunen. Og alligevel er det ikke lykkedes for oppositionen at brænde sådan rigtigt igennem.

For selvom kandidaterne har kæmpet en brav kamp, så er der ganske enkelt akut mangel på borgerlig gennemslagskraft i Aalborg.

Hvis den blå lejr skal gøre sig nogen som helst forhåbninger om at nærme sig magten, så skal der for alvor skrues op for karismaen, retorikken og ikke mindst viljen til at sætte sig op mod de veletablerede aalborgensiske magtcirkler.