B.T. bringer i anledningen af Ghita Nørby-interviewet TO ledere - med hvert sit udgangspunkt. Læs den anden her

Når man er kommet sig over chokket, at en ældre kvinde kan tale så uforskammet, som Ghita Nørby gør til journalisten Iben Maria Zeuthen, må man også konstatere, at det er et interview, der er dømt til undergang.

Ghita Nørby gider ikke finde sig i, at en journalist møder op med 'hørebøffer', en bazooka af en mikrofon og båndoptageren tændt.

Det er heller ikke sådan, journalister normalt møder kilder. Ghita Nørby insisterer på, at de to skal have en samtale, og det slår journalisten ihjel, inden hun overhovedet når at komme inden for døren.

Michael Dyrby, B.T.s ansvarshavende chefredaktør
Michael Dyrby, B.T.s ansvarshavende chefredaktør
Vis mere

Desværre opdager journalisten det slet ikke, for hun har 'bøfferne', mikrofonen og sit koncept imellem sig og Ghita Nørby.

Jeg gætter på, at det er derfor, at Ghita Nørby bliver mere og mere infam. Det er grænseoverskridende, at hun irettesætter og ikke mindst efterligner journalisten, men det er i desperation over ikke at trænge igennem med helt almindelige ønsker til ordentlig opførsel.

'Skal vi ha' en kop teee' bliver den rammende udtalelse, som skuespilleren med 65 års erfaring efterligner og karikerer til perfektion. Det gør ondt på alle lyttere, men det er også et studie i to mennesker, der er på hver sin planet.

Iben Zeuthen bærer den ene ydmygelse efter den anden for at få sit program og sit koncept hjem.

De finder dog hinanden i glimt, men først efter 30 pinefulde minutter. Her løfter programmet sig. 'Ghita er som sin mor, Ghita er som sin mor, Ghita er som sin mor,' råber det ud af højttaleren.

Programmets pointe skæres ud i stålplader, men det bliver for tykt, og man bliver irriteret over den direkte måde, journalisten jager det på.

'Vi kan også holde en lille pause,' beder Ghita Nørby efter 50 minutter. Men nej, også her kommer konceptet først, og vi er straks tilbage i duellen mellem Nørby og journalisten - eller rettere dogmet fra 24syv.

Her stod jeg af. Tak, farvel.