Ghita Nørby er 'et af de sjoveste, vildeste og mest hensynsløse mennesker,' som Lea Korsgaard nogensinde har mødt.

Lea Korsgaard er journalist, redaktør på Zetland og forfatter til biografien 'Ghita', og hun tager den folkekære skuespiller i forsvar efter hendes omdiskuterede interview med Radio24syv, hvor Ghita Nørdby overfuser radiostationens journalist Iben Maria Zeuthen.

Forsvaret kommer i et indlæg med titlen: 'Ghita Nørby var også eddikeond, da jeg skrev hendes biografi. Her er mit forsvar for hende', og det kan læses på Zetland.

Lea Korsgaard forsøger at forklare, hvorfor Ghita til tider kan være eddikeond som i interviewet med Iben Maria Zeuthen og som Korsgaard selv oplevede, da hun skrev biografen om Ghita Nørby i 2011.

Lea Korsgaard er medstifter af Zetland og har skrevet en biografi om Ghita Nørby.
Lea Korsgaard er medstifter af Zetland og har skrevet en biografi om Ghita Nørby. Foto: Sofie Mathiassen
Vis mere

I bund og grund skyldes det ifølge Lea Korsgaard, at Ghita Nørbys personlighed er blevet præget af sine mentorer tidligt i karrieren på de skrå brædder.

Ghita Nørby er simpelthen fra en verden, 'som de fleste i vores krænkelsesparate samfund har glemt eksisterede', anfører Lea Korsgaard:

»Den kultur, Ghita Nørby er gjort af, var ikke optaget af hensyn, men det er vi dag. Vi er så optaget af hensyn, at vi nu diskuterer, om det var hensynsløst at bringe interviewet med hensynsløshedens dronning,« skriver hun blandt andet sit forsvar af den folkekære skuespiller i Zetland.

Ifølge Lea Korsgaard er rimelighed og dermed også hensyn og kompromisløshed ikke en del af den kunstneriske verden, som den 84-årige blev opflasket med. Det er årsagen til, at så mange danskere laver fejlslutninger om Ghita Nørby ud fra den timelange radiodokumentar 'Hele Danmarks Ghita'.

Biografi-forfatteren mener i øvrigt, at det var det helt rette at bringe interviewet - det på trods af, at Ghita Nørby selv har udtalt, at hun ikke vil have noget med programmet at gøre. Derudover har skuespilleren kaldt det for 'den dummeste historie i hele verden'.

Det er i virkeligheden en form for afsmitning. Alle de verbale tæsk, som Ghita Nørby har fået af typer som Poul Reumert og Erling Schroeder, er det, som Ghita Nørby kanaliserer i interviewet med Iben Maria Zeuthen.

I bund og grund har de to involverede parter også to vidt forskellige opfattelser af, hvad professionalisme er. Iben Maria Zeuthen har en meget struktureret tilgang, hvor Ghita Nørby har brug for at mærke hende. Og det er i høj grad en af årsagerne til, at de går galt af hinanden.

Da Lea Korsgaard skrev biografien, startede det godt med et indledende møde mellem de to parter. Men hun kom også hurtigt til at føle Ghita Nørbys 'eddikeonde' side.

Efter det indledende møde ignorerede Ghita Nørby nemlig forfatteren i en to måneder lang periode. Af en eller årsag tog hun Lea Korsgaard til nåde igen, og de delte flere gode momenter sammen undervejs.

Eksempelvis peger Korsgaard på en episode, hvor Ghita Nørby laver en særdeles god parodi på skuespilkollegaen Helle Virkner.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Ghita Nørby, men hun er ikke vendt tilbage på vores forespørgsler.

Hvad synes du om interviewet? Giv din mening til kende i afstemningen.