Jeg ser ikke ret meget flow-tv. Jeg opsagde min kabelpakke for flere år siden.
Alligevel så jeg i løbet af tirsdagen adskillige gange et TV2-klip på nettet med en ung mandsperson, der stod og tudede ved et slagteri i Aarhus.
Mens den ene ko efter den anden kom af dage inden for murene, forklarede han TV2's journalister, at det jo lige så godt kunne have været ham derinde. Der blev slagtet, vel at mærke. Ikke arbejdede som slagteriarbejder.
Den begrebs- og værdiforvirrede mand forklarede også, at han havde reageret på samme måde, hvis det havde været menneskebørn, der var ved at blive lavet til bøffer. Ko eller menneske, det gjorde ham ikke det store.
Jeg er begyndt at finde satanisk glæde ved tanken om, at hver gang jeg skyder en eller anden i mit spil, så plaffer jeg også løs på en udryddelsestruet orkidé eller sjælden leguan
Jeg hører en del radio. Til mit uheld hørte jeg Alternativets Uffe Elbæk forklare i Radio24syv, hvordan han skulle holde jul.
»Vi skal danse rundt om vores kærlighed til hinanden,« forklarede Uffe Elbæk.
Han skal nemlig ikke have noget juletræ at danse rundt om. Det er noget miljøsvineri.
Der bliver heller ingen gaver. Det er FOR meget forbrug. Det kan Uffe ikke holde ud. Det er også noget miljøsvineri. Uffe belaster dog gerne miljøet i nytåret, hvor han de sidste tre år er fløjet rundt på ferie i Europa.
Jeg er meget på internettet, som i øvrigt også sviner miljøet til. Derfor så jeg desværre forfatter Carsten Jensen læse et brev til sit ufødte barnebarn op.
»Du bliver født til en krig,« bimlede Carsten Jensen selvhøjtideligt og mindede ufrivilligt os alle om, at mange folk tilsyneladende ikke rigtig ved, hvad krig er.
Det var heller ikke en helt almindelig krig, men en krig mod klimaet, som alle vi forbrugere åbenbart har startet. Derfor kunne barnebarnet roligt være sur på os alle sammen lige fra fødslen.
I løbet af december kan man heller ikke færdes i hverken digitale eller fysiske rum uden at støde på alverdens opsange om julens hjerteløse forbrugsfest, de stakkels hjemløse, og at mandelgaven bør være en ged til en afrikansk landsby.
Det er samme cirkus hvert år. Det er som et månedlangt deja-vu for tudefjæs.Peter Astrup
Det er samme cirkus hvert år. Det er som et månedlangt deja-vu for tudefjæs.
I år kan man som det nye indslag også læse, at hitspillet Fortnite, der spilles på iPads, konsoller og computere verden over, også smadrer miljøet.
Jeg kan forestille mig, at mange børn af landets økohipsterforældre må lægge øre til udbrud som 'Sidder du nu og smadrer klimaet igen?' og andre passiv-aggressive kommentarer, mens de spiller.
Hvis ikke man er en dreven kyniker, som jeg selv er, så får man vel dårlig samvittighed, hvis ikke man alene spiser rå økologisk blomkål fra urtehaven til jul, som man indtager i bælgmørke.
Mine børn skal også have dyre, klimabelastende gaver, der bruger batterier og støjer
Jeg har i den seneste måned brugt mange aftener på at sidde og spille Red Dead Redemption 2 på min energislugende Xbox One-konsol. Det er et svært underholdende spil, der finder sted i året 1899 i USA, hvor man skal skyde et hav af mennesker med gamle cowboyvåben.
Efter at have lagt øre til alverdens øko- og veganersnak på det sidste er jeg begyndt at finde satanisk glæde ved tanken om, at hver gang jeg skyder en eller anden i mit spil, så plaffer jeg også løs på en udryddelsestruet orkidé eller sjælden leguan samtidigt.
Med samme glæde vil jeg fejre juleaften. Jeg vil propfodre mine børn med julemad. Meget mere, end de overhovedet kan spise. Pyt med, om de spiser op.
Det gør ikke noget, hvis grisen eller gåsen har fået en ekstra lærestreg, inden den kradsede af.
Jeg vil propfodre mine børn med julemad. Meget mere end de overhovedet kan spise. Pyt med om de spiser op. Det gør ikke noget, hvis grisen eller gåsen har fået en ekstra lærestreg, inden den kradsede afPeter Astrup
De skal også have dyre, klimabelastende gaver, der bruger batterier og støjer.
Hurra for den gode samvittighed. Den skal tilbage i den danske højtid. Så kan vi glæde os over at bo i et velhavende land og kunne bruge midlerne på tant og fjas.
»Jamen, hvad så med de fattige?«
Pyt med dem. Glædelig jul.

