Ja, undskyld … Jeg er ikke færdig med Michael Jackson-historien endnu.

Mange spørger, om det er relevant at diskutere ham ti år efter hans død. Kommer de to mænd, som er omdrejningspunkt i 'Leaving Neverland', ikke for sent med deres anklager?

Hvad får nogen ud af at blive ved at diskutere, om han var pædofil eller ej? Til det første vil jeg svare, at når man har skrevet sig ind i historien – og dét har Michael Jackson med sin geniale musik – så vil man blive ved med at blive endevendt, også efter sin død.

Det gælder alle historiske personer. Og til det næste spørgsmål vil jeg helt kort svare, at anklager om vold, voldtægt eller drab aldrig kommer for sent.

Det vidner den grelle, verserende sag i Vejen om: Det er en af danmarkshistoriens værste sager om grove seksuelle overgreb mod børn, som fandt sted i årene 1987-94, og som først nu kommer for retten. De fire børn, som i dag er voksne mennesker, havde ingen steder at gå hen med deres anklager dengang.

Men tilbage til Jackson: Hvad kan vi bruge dokumentaren til? Dét vil jeg gerne svare på.

Både hans familie og hans fans er kommet med en lang forsvarstale for Michael og et angreb på de to mænd i den – vil jeg nok mene – meget troværdige dokumentarfilm.

»Michael Jackson var gavmild, omsorgsfuld, kærlig og den bedste bror, onkel og ven,« siger de. Og det, tror jeg, er fuldstændig rigtigt. Ud over at være et musikalsk geni, så var han alt det, de beskriver … Og så havde han også en sygelig omgang med børn.

Det er dette paradoks, der gør dokumentarfilmen så vigtig. Jackson er det perfekte billede på, at man kan være det dejligste menneske og samtidig noget helt andet. Og man kunne i princippet også vende det om og sige: De to mænd, der står frem i dokumentaren, kan sagtens være ude på at få økonomisk gevinst eller opmærksomhed eller hævn og samtidig rent faktisk have været ofre for Michael Jacksons pædofili.

Det er ikke nødvendigvis enten-eller. Og dét er selve pointen i 'Leaving Neverland'.

Men det har gjort mig meget bedrøvet, at så markant mange på de sociale medier har afvist anklagerne med argumentet om, at ofrene ikke har nogen beviser. For det første findes der sjældent beviser i de sager, der handler om overgreb mod børn.

For det andet fandt man under de tidligere retssager – synes jeg – meget alvorlige indicier hos Michael Jackson (herunder nøgenbilleder af børn), som ikke blev fundet tungtvejende nok.

Men det mest bedrøvelige er, at det er en typisk dansk tilgang til den type sager. Hvorfor siger jeg det? Det gør jeg, fordi der for knap to uger siden landede en udførlig rapport fra Amnesty International, der vidner om en decideret voldtægtskultur i Danmark med op mod 24.000 voldtægter om året, men under 100 domfældelser.

I rapporten står der: Flere (...) fandt processen med at anmelde og den efterfølgende ventetid højst traumatiserende. Nogle oplever, at de er blevet mødt med fordomme og 'victim blaming'. Andre fortæller, at frygten for ikke at blive troet på afholdt dem fra overhovedet at anmelde voldtægten.

39-årige Kirstine forsøgte fire gange at anmelde en voldtægt hos politiet. Anden gang blev hun ført ind på et politikontor og advaret om, at hun kunne ryge i fængsel, hvis det, hun fortalte, var løgn. Hun fortæller Amnesty, hvordan det at anmelde voldtægten gav hende følelsen af skam og ydmygelse.

Rapporten kalder det så godt som straffrit at voldtage i Danmark, fordi vi kræver beviser (rifter, sår, dna), før vi tror på ofrene. Og den slags mangler som regel.

Jeg synes, det er rigtig vanskeligt at vide, hvad man skal tro i sager, hvor det er påstand mod påstand, men når Danmark decideret udpeges som et land, hvor vi nærmest per automatik lader tvivlen komme den anklagede part til gode, så er det måske værd at se på, om vi er for enøjede i vores vurdering af ellers troværdige vidneudsagn.

Ingen er skyldig, før han eller hun er dømt, men hvis det viser sig, at vores retorik skræmmer ofre fra at anmelde voldtægt, så er det vores pligt at sætte os selv under luppen.