De fleste unge mennesker tror, at en bjørnetjeneste er lig med en meget stor tjeneste.

Det kan godt gøre samtalen noget vanskelig, hvis man nu selv holder fast i, at udtrykket betyder det modsatte.

Det stammer faktisk fra en fabel af La Fontaine, hvor bjørnen slår sin sovende herre ihjel, fordi den vil jage en flue væk fra hans pande med en sten.

Vi kan godt harcelere over sprogets udvikling, men så er vi nok også nødt til at kigge på et udtryk som 'at have et godt øje til nogen'. For den ældre generation betyder det nemlig at være mistænksom. Man får lyst til at sige, at det er op ad bakke med sproget. Det ville et ungt menneske imidlertid opfatte som, at det går godt med sproget. Suk!

Men jeg vil gerne blive ved bjørnetjenesten. Altså i gammeldaws betydning. Der, hvor nogen i den bedste intention ender med at stikke en kæp i hjulet for nogen (kæppen i hjulet har heldigvis stadig samme betydning).

I USA ruller lige nu en skandale, hvor en række filmstjerner og erhvervsledere ikke blot har bestukket universiteterne, men også har forfalsket dokumenter, for at deres unger skulle få plads på de fine skoler. En alvorlig sag, der ud over fængselsstraffe kan komme til at koste de prominente personer deres karrierer.

Tåkrummende beretninger om bl.a. skuespilleren Felicity Huffman, som man aflyttede, mens hun forhandlede om bestikkelsens størrelse, er nogle af de historier, som i øjeblikket får den amerikanske presse til at svømme over i vredesudbrud. Og det er da også pinligt for de næsten 50 anholdte, som alle er kendt i offentligheden. Ligesom det er pinligt for de hæderkronede universiteter. Men prøv lige at forestille jer, hvordan det må være for børnene.

Ikke blot skal de leve med en vanæret familie. De skal også deale med at have et skilt bøjet i neon over hovedet, hvor der står: 'Jeg var for dum, doven og dårlig til selv at klare adgangskravene'. Det er det, der optager mig mest i denne sag.

Og selvom det kan være svært for os herhjemme at sætte sig ind i, hvor vigtig adgangen til de rigtige skoler er for en amerikaner, så er der noget i forældre-mekanismen, som vi godt kan genkende. Der, hvor man gerne vil sikre sit afkom … ja, gøre alt.

Det burde være soleklart, hvorfor man som forælder gerne vil hjælpe sit barn med en god start på livet, på karrieren. Men hjælpen skal helst bestå i opdragelse og vejledning, mens de endnu er børn. Vi kan give dem redskaber gennem viden og lærdom. Men derefter må og skal de klare sig selv. Efter bedste beskub og med de udfordringer, der følger med – selv de drøje hug.

Når vi ser 'X Factor', ser vi også forældre, der bakker deres børn op. Helt forståeligt. Men sikke et sats. Sandsynligheden for, at de unge mennesker bliver latterliggjort, bliver genstand for hademails, bliver centrum for en følelsesladet diskussion i fuld offentlighed eller bliver dybt skuffet, er uhyre stor. I mine øjne står det sats slet ikke mål med den sjov og ballade, der er forbundet med at deltage.

Ja, for andet end sjov og ballade er det ikke, kan vi vel godt blive enige om. Efter snart 20 år med den type programmer er det svært at få øje på nogen, der har fået en større professionel karriere ud af deltagelsen.

For nylig skulle en af mine venner sidde med i en jury, der skulle udvælge amatører til en forestilling. En mor skrev et tårevædet brev til ham om sin datter, der havde været syg og mødt meget modstand, hvorfor min ven måtte forstå, at han skulle vise ekstra hensyn, når hun aflagde prøve.

Man forstår så udmærket den omsorgsfulde mor. Man røres dybt af den personlige historie. Men brevet diskvalificerer på forhånd.

Tænk, hvis datteren bestod, og det siden kom frem, at nogen havde modtaget et brev! Og hvad med hendes selvbillede … bliver det ikke ødelagt, hvis hun bliver valgt på andet end sine kvalifikationer?

Vi forældre vil altid vores børn det bedste, og vi SKAL gøre vores børn en tjeneste, når vi kan. Men det skal være uden bjørnen.