Sådan helt objektivt set, er der ingen tvivl om, at min krop var smukkere for 10 år siden, end den er i dag.

Jeg vejer godt nok nogenlunde det samme, som jeg gjorde dengang, og når man ser mig med tøj på, er der da heller ikke den helt store forskel at spore. Men inde under tøjet er min krop forandret. Ikke alene fordi den er blevet ældre, men også fordi den er blevet brugt til det, den er tiltænkt. Jeg har produceret og født to vidunderlige børn, og dét har ændret den måde, min krop ser ud på.

Jeg har fået et utal af strækmærker, som i sagens natur har gjort, at mit maveskind syner for stort, fordi det nærmest hænger i rynker i området imellem navle og kønsben. Mine bryster er også - som for rigtigt mange kvinder, der har født og ammet - forandret til en anden, lad os kalde det 'blødere' udgave af sig selv.

Min krop er – i de almindelige skønhedsidealers øjne – blevet skæmmet af mine graviditeter, og i lang tid var jeg tilbøjelig til at være enig. Jeg var flov over - i en alder af 24 år. efter at være blevet mor for første gang - at have fået maveskind, som kunne have tilhørt en 80-årig, og jeg gjorde mit bedste for at skjule både dét og det faktum, at jeg så gravid ud længe efter begge mine fødsler.

Hell, jeg kan stadig se gravid ud, hvis jeg spiser meget salt eller gluten til trods for, at det snart er fem år siden, jeg fødte mit yngste barn. Forskellen i dag er bare, at jeg ikke længere er flov. I hvert fald ikke over de ting, jeg ikke kan gøre noget ved.

Selvfølgelig er der en del af forandringen, jeg selv har indflydelse på. Min lille topmave, for eksempel, som skyldes et lidt for stort mellemrum imellem mine mavemuskler. Dén kunne jeg uden tvivl sagtens komme til livs, hvis jeg ellers gad at lægge både timer og kræfter nok i at lave noget seriøs genoptræning.

Det gider jeg bare ikke, og så må jeg jo bide i det sure æble og enten være flov over mit manglende engagement eller acceptere, at det er sådan, det er. Indtil videre veksler jeg lidt imellem de to. Til gengæld veksler jeg ikke det fjerneste i mit syn på de kropslige forandringer, jeg ikke har mulighed for at ændre på.

Mine strækmærker og den både bløde og løse hud, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved, rører mig ikke længere det fjerneste. Det er jo bare sådan, jeg er nu. Min mave er uden tvivl det blødeste sted på hele min krop, og mine børn elsker at nusse den, imens vi snakker om, at de engang har ligget derinde, lige under mit hjerte.

Dét elsker jeg væsentligt højere, end jeg hader den måde, den ser ud på. Ja, faktisk elsker jeg det så højt, at jeg er blevet ret ligeglad med den måde, den ser ud på.

Min krop er forandret, og selvom jeg ikke skal lægge skjul på, at jeg da gerne havde været forandringerne foruden, så har jeg det helt oprigtigt bedre i min krop i dag, end jeg havde for 10 år siden.

Selv dengang jeg, med et maveskind så stramt som nettet på en professionel trampolin, bar titlen som Miss Denmark ved en stor international skønhedskonkurrence, var jeg ikke tilfreds. Jeg sammenlignede mig med de andre piger og havde mange dage, hvor jeg var led og ked af den måde, jeg så ud på.

Jeg følte mig ofte – fejlagtigt, selvfølgelig – tyk, og der gik ikke en dag, hvor jeg ikke tænkte over nogle af alle de ting, jeg gerne ville ændre på min krop.

Jeg gik til fitness hver og hver anden dag for at gøre noget ved alle de 'fejl,' som muligvis var usynlige for andre, men var det eneste jeg så i mit spejlbillede. Jeg så ikke den unge og smukke kvindekrop, jeg havde; jeg så fejl og forkerte proportioner og hadede mig selv for det hele.

Jeg hader ikke længere mig selv. Bevares, jeg har stadig dage, hvor jeg synes, mine proportioner er lidt aparte, og jeg skal da heller ikke se mig for fin til at indrømme, at jeg godt gad at have en lidt rundere bagdel og en lidt fladere mave, men faktum er altså, at jeg har et væsentligt bedre forhold til min krop i dag, end jeg havde for ti år siden.

Også selvom den muligvis var smukkere dengang.

Min krop har givet mig så meget, og den tjener mig så godt. så helt ærligt: jeg altså, at det mindste, jeg kan gøre, er at takke den pænt, i stedet for at blive ved med at skælde ud. Tak, gode krop!