Det skal være slut med at spise pasta med ketchup, hvis man er studerende, og så skal det være muligt at tage til de allerfedeste fredagsbarer – og den ældre generation skal betale regningen for de unge.

Sådan lyder det fra 21-årige Sadek Al-Amood, der er regionsrådskandidat i Region Hovedstaden for SF. For hvis det står til ham, så skal der indføres en direkte skat, som de ældre skal betale til de unge – en såkaldt generationsskat, som blandt andet skal gå til, at man kan 'tage til de fedeste fredagsbarer og aldrig mere spise pasta med ketchup'.

»Det kan godt være, at vi er et af de bedste lande at være ung i, men vi kan stadigvæk se, vi er den mest stressede generation nogensinde,« siger Sadek Al-Amood.

Nogle af de værktøjer, man kan hive op af værktøjskassen, er blandt andet en højere skat på bolig, aktier og formue, mener den unge regionsråd-kandidat.

Men altså – har de ældre ikke netop lidt mest under corona – det er da dem, der er blevet allermest syge og er omkommet på plejehjemmene?

»Det er da klart, at der ikke er nogen svage, der skal betale nogle andre svage,« siger Sadek Al-Amood.

Sadek Al-Amood er samtidig med sit kandidatur til regionsrådet økonomistuderende og har under coronanedlukningen følt sig meget ramt på den sociale front.

»Det har da været ensomt. Størstedelen af coronatiden sad jeg alene i min lejlighed, hvor det eneste sociale, jeg havde, var online-fredagsbar og konferenceopkald med gutterne på Messenger,« siger Sadek Al-Amood.

Han peger især på, at det er de personlige omkostninger, der har været noget af det sværeste for de yngre generationer, hvor de er gået glip af en masse oplevelser, som man måske kun får én gang i livet.

»Det er i de år, at vi får vores bedste venner, en kæreste eller måske vores kommende livspartner,« siger Sadek Al-Amood.

Ud over at have ondt af de unge har han ondt af den ældste generation, som hans bedsteforældre tilhører.

»Mine bedsteforældre har måttet undvære mig, deres livs lys, i et år, så selvfølgelig har de ældre også lidt,« siger Sadek Al-Amood med et glimt i øjnene.

Hvis Sadek Al-Amood bliver valgt ind i Region Hovedstaden, så får han dog ikke selv nogen indflydelse på at indføre sådan en skat. For man udskriver ikke skatter i regionerne.