Forhandlingerne om en storstilet klimaplan for dansk landbrug er endt i en åben krig.

Der har været mere end 60 forhandlingsmøder, udskudte deadlines og ordkrig og skærmydsler mellem de røde og de blå.

Men med de borgerliges udspil til en ny landbrugspakke, der blev præsenteret fredag, er forhandlingerne meget tæt på at være kørt af sporet, lyder det nu fra flere sider.

»Det er dybt skuffende, når vi er enige om, at klimaet er højt på dagsordenen, at blå blok kommer med et udspil uden et bindende mål. Det er dybt uambitiøst,« siger landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn (S) til Ritzau.

Og selvom forhandlingerne ikke officielt er aflyst, så kalder den socialdemokratiske minister flere af blå bloks forslag for »useriøse«.

Blandt regeringens støttepartier er ordene til de blå langt mindre diplomatiske.

De Radikales miljøordfører, Zenia Stampe, kalder det blå udspil for et »valgkampsoplæg«, der ikke gør andet end at afspore en forhandling, der egentlig var på vej mod et stort kompromis.

»Jeg mener, det er decideret respektløst over for processen. Jeg mener, alle partier har rykket sig meget for at finde fælles fodslag. Det her gavner intet,« siger hun til B.T.

De Radikales miljøordfører, Zenia Stampe, under et samråd på Christiansborg.
De Radikales miljøordfører, Zenia Stampe, under et samråd på Christiansborg. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Også Enhedslisten er ude med riven efter de blå partier.

»Det er åbenlyst nu, at den blå blok anført af Venstre har ladet klimamasken falde. Det var ikke andet end pæne ord,« siger Enhedslistens forhandler, gruppeformand Peder Hvelplund.

Derfor bør det kun være et spørgsmål om formalia, før Rasmus Prehn smider de borgerlige partier ud af forhandlingslokalet, understreger Hvelplund.

»Ministeren kalder det åbenbart en stillingskrig. Det forstår jeg ikke. Jeg synes bare, at vi har kridtet banen op,« svarer De Konservatives landbrugsordfører, Per Larsen, igen.

Den blå plan læner sig meget op af regeringens plan, men indeholder ikke nogen bindende mål for reduktion af kvælstof – et helt afgørende punkt for støttepartierne, og noget der er nedfældet i forståelsespapiret med regeringen.

Dog vil de blå partier udtage væsentligt flere hektar lavbundsjord, 100.000 for at være præcis, og det fik Venstres formand, Jakob Ellemann, til at kalde planen for langt mere ambitiøs end det kompromisforslag, der ligger på forhandlingsbordet.

Ifølge regeringskilder ser man dog store problemer med blå bloks klimaplan – blandt andet betegnes de mange ekstra hektar ifølge en kilde som »ren fantasi«.

Det er blandt andet på den baggrund, at Miljøministeriet allerede fredag har indkaldt til en teknisk briefing, hvor »uklarheder og misforståelser« skal præciceres og rettes.

En mejetærsker er igang med med at høste spelt på en mark ved Nørkær øst for Aalborg, tirsdag 3. august.
En mejetærsker er igang med med at høste spelt på en mark ved Nørkær øst for Aalborg, tirsdag 3. august. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Men på trods af de mange uenigheder er der ifølge regeringskilder fortsat en svag tro på, at en aftale hen over midten endnu kan landes.

Det virker dog ikke til at være en tro, der eksisterer hos støttepartierne.

Endnu en tidsel i den blå landbrugspakke er den finansiering, man peger på for at kunne smide flere penge i puljen.

Her skal blandt andet en genindførelse af deltagerbetaling på danskuddannelse til udenlandske studerende samt opholdskrav for ret til dagpenge være med til at betale yderligere 750 millioner kroner i årlig støtte til landbruget.

For De Radikale er den slags udlændingepolitiske indspark i landbrugsforhandlingerne uspiselige.

»Det frustrerer mig helt enormt, at man på den måde smider en håndgranat ind i forhandlingslokalet, når vi sidder i 11. time og forhandler. Det her er jo ikke et kompromisforslag,« lyder det fra Zenia Stampe (R).

Om forhandlingerne kan komme ud af dødvandet afhænger nu af partiernes vilje til at 'mødes på midten'.

Men der er tvivl om, om også det er ren fantasi. Flere kilder fra forhandlingslokalet peger på især én faktor: De tegner uafhængigt af hinanden et billede af særligt Venstre som en decideret stopklods i forhold til at nå en bred aftale.

Troels Lund Poulsen (V) beskrives af kilder som den primære stopklods i forhandlingerne.
Troels Lund Poulsen (V) beskrives af kilder som den primære stopklods i forhandlingerne. Foto: Emil Helms
Vis mere

Der berettes blandt andet om unødvendig forhaling og en byge af spørgsmål fra Venstres spydspids i forhandlingerne, finansordfører Troels Lund Poulsen.

Det afviser hovedpersonen dog blankt.

»De møder har været præget af et hav af tekniske gennemgange. Vi har også forsøgt at blive kloge på, hvad regeringen egentlig selv mente. Vi har ikke forhalet noget som helst,« siger Troels Lund Poulsen til B.T.

»Vi er midt i nogle meget vigtige forhandlinger. Jeg er ked af, at regeringen gør det til en stillingskrig.«

Formelt set er næste forhandlingsmøde onsdag 15. september.

Det er dog usikkert, om den politiske holdopstilling til den tid har ændret sig.