Mens 13-årige 'Mint' måtte forlade Danmark, fordi hun er nægtet ophold, lykkedes det nærmest mirakuløst for den nu 15-årige Yiming Liu at få lov til at blive.

De vidt forskellige resultater af sagsbehandlingen er sket til trods for, at sagerne om de henholdsvis thailandsk- og kinesisk-fødte piger minder ganske meget om hinanden.

Forskellen på afgørelserne er slet ikke fair, mener stedfaren til Yiming Liu, Kjeld Gaard-Frederiksen, der i marts jublende modtog en højst overraskende besked fra myndighederne om, at hans dengang 14-årige steddatter kunne få lov til at blive i Silkeborg, hvor hun stadig har sin hverdag.

»Den her afgørelse kom fuldstændig ud af det blå. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at nogen højt oppe i systemet har trukket i nogle tråde for at få ændret den første afgørelse,« siger han til B.T.

Den nu 15-årige kinesiske mønsterelev Yiming Liu fra Silkeborg har fået opholdstilladelse i Danmark. (Foto: Bo Amstrup/Scanpix 2018) Vis mere

Udlændingestyrelsen var ellers i 2017 ved en 'rendyrket skrivebordsafgørelse', som  Kjeld Gaard-Frederiksen kalder det, kommet frem til, at Yiming Liu ikke havde nogen udsigt til at kunne blive integreret i det danske samfund.

Derfor skulle hun sendes ud af landet til Kina, hvor hun ikke havde haft kontakt til sin biologiske far gennem næsten 10 år.

Men den dekorerede orlogskaptajn i søværnet klagede til Udlændingenævnet og kæmpede sin sag i pressen, ligesom han også skrev til Folketingets Integrationsudvalg.

Og pludselig fik familien besked om, at Udlændingenævnet var nået frem til den stik modsatte konklusion end Udlændingestyrelsen.

»Der står, at der ikke var grundlag for at sige, at Yiming ikke var integrerbar, og det fremgår af afgørelsen, at det var på baggrund af en helt individuel vurdering,« siger Kjeld Gaard-Frederiksen.

Ligesom det er tilfældet med Atcharapan 'Mint' Yaungyai, kom Yiming Liu til Danmark, efter at hendes mor var flyttet til kongeriget for at flytte sammen med sin danske mand.

Og pigerne har også det til fælles, at de begge har lært dansk på ultrakort tid og har trivedes godt i skolen, hvilket deres respektive skoleledere i pressen har erklæret.

Og ikke mindst derfor er det helt uforståeligt for Kjeld Gaard-Frederiksen, at 'Mint' nu er i Thailand, fordi hun blev tvunget til at forlade Danmark af myndighederne, når samme myndigheder kunne vende tomlen op for Kjeld Gaard-Frederiksens steddatter.

»Det er voldsomt uretfærdigt for Mint og familien og en krænkelse af Franks (Thøgersen, Mints' stedfar, red.) rettighed som dansk statsborger til at gifte sig med hvem, han vil. Hvis man opfylder den betingelse at kunne forsørge sin familie, skal en dansk statsborger selvfølgelig have ret til at kunne sammenføre sin familie,« siger han.

Frem til 2021 er familiens situation fredet. Her udløber Yiming Lius opholdstilladelse, men Kjeld Gaard-Frederiksen betragter det fremadrettet som en formsag at få papirerne i orden, så længe han er i stand til at forsørge familien.

Kjeld Gaard-Frederiksen fortæller i øvrigt, at 'Yiming har det godt, er glad og er en helt almindelig teenager, der fjumrer rundt med sine veninder og hygger sig sammen med dem'.

LÆS OGSÅ I B.T.-SERIEN 'DE UDVISTE BØRN':

Endnu en familie splittes op: 15-årige Tra udvist og på til Vietnam

13-årige Mint smidt ud af Danmark: Èn ting fortryder hendes stedfar nu

13-årig pige smidt ud af Danmark: Sådan har Mint det nu

13-årige Aphinya blev udvist i august – nu går hun i dansk skole i Tyskland

Politikere angriber lov: Det er helt uforståeligt og vanvittigt

Skoleleder om 13-årige Mint: Hun ER allerede integreret

Forstå loven: Her er reglerne, der har sendt Mint ud af Danmark

B.T. mener: En skamplet på udlændingeloven

Vil du fortælle din historie, eller ved du noget? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til 1929@bt.dk eller her på B.T.s Facebook-side.