15-årige Tra Viet Nguyen fra Vietnam er blevet udvist af Danmark. Onsdag aften vinker hun derfor farvel til sin ni-årige lillebror og papfar og sætter sig sammen med sin mor på et fly til Hanoi.

»Vi kan ikke bare sende hende alene derud, så min kone er taget med hende, og så må vi jo finde en løsning på det, mens de er derude,« siger papfar Jørgen Bonefeld.

Kun to dage efter, at 13-årige Mint satte sig på et fly til Bangkok sammen med sin mor, er der altså en ny familie, som bliver splittet op mellem to kontinenter.

Jørgen Bonefeld og familien er på vej i bilen fra Aabenraa til Hamborg Lufthavn, da B.T. fanger ham.

»Vi er selvfølgelig kede af at skulle splittes op på den måde. Der er jo noget galt med lovgivningen, når vi ikke kan få lov at være sammen som familie,« siger han.

Om knap fire timer afgår flyet mod Hanoi, og så er familien delt i to. Men det bliver ikke løsningen på den lange bane.

»Vi vil i hvert fald være sammen som en familie. Så vi er lige nu ved at undersøge vores muligheder sammen med en advokat,« siger han.

Lige nu har de været nødt til at reagere hurtigt og få Tra ud af landet, da hun ifølge deres advokat ellers risikerer indrejseforbud i alle Schengen-lande i op til fem år.

Foto: Sine Bach Jakobsen
Vis mere

Jørgen Bonefeld har i en lang årrække arbejdet i Asien.

Siden 2014 har han boet sammen med sin nuværende kone og hendes to børn fra et tidligere forhold: Tra Viet Nguyen og hendes lillebror.

I 2016 vendte han hjem for at få en fast base i Danmark, og i 2017 kom hans kone og børn med.

Der gik dog halvanden måned, før familien fik søgt opholdstilladelse.

Foto: Sine Bach Jakobsen
Vis mere

»Min kones mor blev syg, så hun rejste tilbage igen. Derfor fik vi ikke søgt. Og i mellemtiden fyldte Tra 15 år,« siger han.

12 skæbnesvangre dage gik der fra fødselsdagen, til ansøgningen blev sendt.

Mens Jørgen Bonefelds kone og søn fik opholdstilladelse, er det angiveligt Tras alder, som gør, at hun har fået afvist sin sag og onsdag eftermiddag skal forlade Danmark.

For at blive familiesammenført er det normalt et krav, at barnet er under 15 år på ansøgningstidspunktet.

»Der står ikke i afslaget, at det er, fordi vi har ansøgt for sent, men det har kontorchefen siden udtalt i en generel vending,« siger han.

Flyt til Vietnam

Udlændingestyrelsen opfordrer i afslaget, som Jydske Vestkysten har set og refererer til, familien til at flytte til Vietnam.

»Men det kan ikke lade sig gøre med mit arbejde. Jeg arbejder med offshore-vindprojekter, og mine kunder er her i Nordeuropa,« siger Jørgen Bonefeld.

Han mener heller ikke, at det er rimeligt, at de ikke kan få lov at bo sammen i Danmark.

»Jeg mener, at man som dansker, der aldrig har trukket sociale ydelser, burde have muligheden for at få sin familie hjem til Danmark,« siger han.

Derudover mener han heller ikke, at loven stemmer overens med regeringens og erhvervslivets sult efter arbejdskraft i fremtiden.

»Begge børn har lært dansk på under et år og klarer sig fantastisk. Tra er lige begyndt i 9. klasse. Om fem-seks år er hun på arbejdsmarkedet,« siger han.

Foto: Sine Bach Jakobsen
Vis mere