»Jeg har ingen veninder. Jeg kender ingen. Jeg savner jer. Mor, far og Medina.«
Ordene får 15-årige Baem fremstammet mellem snøft og tårer på et videoopkald fra en træhytte 200 kilometer udenfor Bangkok. Hun er alene 8.711 km væk fra sin mor, far og otteårige lillesøster.
De første fire minutter af samtalen har hun holdt masken. Bidt sig i læben eller kigget væk, når tårerne pressede sig på. Men nu kan hun ikke holde dem tilbage længere. Tårerne vælter ud og tegner våde streger på hendes kinder.
I løbet af de næste seks minutter, som samtalen med familien hjemme i kolonihavehuset i Ballerup varer, forsøger hun flere gange at tvære de våde streger ud med bagsiden af sin hånd. Men ansigtet forbliver pakket ind i en stram maske af salte tårer.
I de forkerte hænder
Også i kolonihavehuset har tårerne overtaget, selvom lillesøster Medina og mor Nui kæmper bravt imod. Far Lars har allerede givet op. Er gået ud i haven. Han kan ikke være i det.
»Jeg kan ikke holde ud at se hende sådan. Jeg kender Thailand. Jeg har boet der i ti år. Jeg ved godt, hvordan de tænker. Hvis Baem ender i de forkerte hænder... Det kan jeg slet ikke holde ud at tænke på,« siger han.
De daglige videoopkald mellem Thailand og Danmark er ren tortur. Der er intet positivt at tale om.
Baem er ulykkelig. Hun bor i en hytte med sin morfar og halvonkel, som hun kun har mødt to gange før. Hun sælger tøj på det lokale marked. Har ingen veninder, hun kan snakke med. Baem er helt alene.
Videoopkaldene er lige nu den eneste kontakt mellem Baem og hendes familie. Og sådan har det været de seneste tre uger, siden den 15-årige pige blev smidt ud af Danmark og helt alene fløj mod en ukendt fremtid.
En flyvetur, som hun mest af alt bare husker som forfærdelig.
Udvist af Danmark
Den seneste uge har B.T. sat fokus på sager, hvor 13-, 14- og 15-årige børn bliver smidt ud af landet, fordi de ikke vurderes integrerbare i Danmark.
Mens nogle familier er flygtet til Flensborg, har andre adlydt ordren og sendt deres børn til Thailand, Ukraine og Vietnam, mens forældre desperat forsøger at finde en løsning.
Det gælder også Lars og Nui Rosleff. Efter at have boet sammen som familie i Thailand, siden Baem var tre år, ønskede de i 2012 at vende hjem til Danmark.
Familiens erfaringer med thailandske skoler, der stjal penge fra familierne og afstraffede børnene med vold, ønskede de ikke at lade endnu en af deres piger gennemgå.
Selvom de havde bil, restaurant og alt, hvad de ellers behøvede i Thailand, flyttede de af hensyn til Medina hjem til Danmark.
»Dengang vidste vi jo ikke, at vi ville løbe panden mod en mur,« siger Lars Rosleff.
For mens opholdstilladelsen til lillesøster Medina og Lui gik glat, var det fra start op ad bakke for Baem.
Kæmpede for pas
Hendes biologiske far, som ellers kun én gang har vist sig i Baems liv - den dag han ville afpresse familien for penge – nægtede at underskrive papirer, som skulle sikre Baem et thailandsk pas.
I Ballerup gjorde familien alt for at blive integreret. Nui gennemførte danskkursus og fik rengøringsarbejde. Medina begyndte i vuggestue, siden børnehave og går nu i 2. klasse. Lars startede sit eget malerfirma.
Samtidig rejste de flere gange til Thailand for at få styr på Baems pas. Den slags kan ikke klares med et NemID på nettet, og det endte med at koste adskillige dyre flyrejser frem og tilbage.
I fem år endte Baem med at bo hos venners familie, der pga. sygdom til sidst ikke længere magtede at have hende, før hun på turistvisum kunne rejse ind i Danmark.
Hverdag i familien
Lars Rosleff tog hende straks med ned på kommunen, hvor de fik fiflet et falsk personnummer til hende, så hun straks kunne begynde i skole.
I det år, hvor hendes opholdstilladelse blev behandlet, begyndte hun i skole, lærte dansk og fik venner. Hjemme passede hun sine huslige pligter, vaskede tøj og smurte madpakker. Og hver eneste dag cyklede de to søstre afsted sammen til skole.
»Vi havde et helt almindeligt familieliv med hverdagsting. Nu er det splittet i atomer,« siger Lars Rosleff.
Baems stemme mangler, når han kommer hjem fra arbejde: ’hej far, har du haft en god dag?’
»Hun er jo ligesom alle andre piger i puberteten. Nogle gange laver vi sjov og griner sammen. Andre gange er hun bare et barn, der trænger til at stort knus,« siger han.
Mangler Baem
»Hele sommeren har hun sovet sammen med Medina ovre i skuret dér,« siger han og peger over mod et lille træhus i hjørnet af kolonihaven. Deres fristed.
Medina slår et par vejrmøller over mod skuret, men ændrer så kurs i retning af havetrampolinen.
»Jeg hopper lige op til Baem,« råber hun til sin far og kaster sig ud i en salto.
Hendes børnefjollerier tvinger smilene frem i haven.
Lars, Nui og Medina tager opstilling til et familiebillede på havebænken. Medina i midten trækker mor og fars hoveder tæt indtil sig.
»Så mangler vi bare Baem,« siger Lars Rosleff med stadig rødsprængte øjne.
Besøg til jul
De afventer lige nu, at udlændingenævnet behandler hendes ankesag. Imens bliver Baem kun ældre og dermed mindre integrerbar.
»Hvis vi kan få råd til det, tager vi ned til hende til jul. Vi er nødt til at tage ned til hende,« siger han.
Tanken om at flytte hele familien tilbage til Thailand har strejfet Lars Rosleff. Men så vil mor Lui miste sin snart syv års anciennitet i Danmark, og lillesøster Medina, der ikke kan huske andet end Danmark, skulle vænne sig til en thailandsk skole.
Værst for børnene
Han håber derfor, at de danske myndigheder snart begynder at se på menneskerne i de her sager.
»Jeg kan godt forstå, at de ikke vil have sprængeksperter herop. Men loven rammer bare fuldstændig skævt,« siger han.
Baem kan efter et år i Danmark ikke lige vende tilbage til i en thailandsk skole. Fremtiden dernede ser derfor håbløs ud.
»Vi skal nok overleve. Det er værre for Baem og Medina. Deres liv er jo dårlig nok begyndt,« siger han.
Læs mere om de udviste børn her
