13-årige Master Thanawat 'Peter' Rattithan er blevet udvist af Danmark, og familien er derfor ved at rykke andet flyttelæs fra Aarhus op i en tredjesals lejlighed i Flensborg.

Mindst 35 familier og par er ligesom Peters familie flygtet over grænsen og har bosat sig i Tyskland, indtil de med EU-retten i ryggen kan vende hjem til deres familie, venner, skole og arbejde igen.

»Og det er bare de familier, som jeg kender til,« siger Leif Havshøj Larsen, der for seks år siden selv flyttede til Flensborg med sin filippinske hustru og i dag hjælper andre familier i samme situation.

I cirka hvert tredje tilfælde er det børn, som er blevet udvist, fordi deres tilknytning til hjemlandet er vurderet som stærkere.

Netop de sager har B.T. den seneste uge sat fokus på, siden 13-årige Mint sidste mandag blev udvist og sat på et fly til Thailand.

Onsdag var det 15-årige Tra, der skulle hjem til Vietnam.

Og i weekenden har B.T. været i Flensborg og besøge 13-årige Peter, 13-årige Poy og 15-årige Birdie. Selv om de alle tre har gået i dansk skole, er de vurderet som 'ikke integrerbare' i Danmark, fordi de har levet størstedelen af deres liv i Thailand.

13-årige Poy savner sine venner og sin papbror, efter hun med sin thailandske mor og danske papfar er flyttet til Flensborg. Vis mere

Familierne, som Leif Havshøj Larsen hjælper, har ofte kun haft få dage til at forlade Danmark.

De har til det sidste håbet og troet på, at opholdstilladelsen i Danmark nok skulle falde på plads.

»Jeg har oplevet, at folk bogstaveligt talt har stået med et flyttelæs nede på gaden og banket på min dør,« siger han.

Bolig er det første, han hjælper med.

»Jeg plejer at sige, at uanset hvordan lejligheden ser ud, så skal de sige ja,« siger Leif Havshøj Larsen.

Leif Havshøj Larsen har bl.a. hjulpet Bidies familie til at få tag over hovedet. Vis mere

Mange tyske udlejere er nemlig ikke vilde med at udleje til danskere, som formentlig kun bor i Flensborg i en kort periode.

Derfor har Peters familie også bare sagt ja - og så først deres nye hjem, da de flyttede første læs ind fredag aften.

Hjem igen

Når boligen er sikret, kan de registreres på adressen. Og så kan de ellers købe bil, tegne forsikringer, åbne bankkonti, tegne mobilabonnement og alle de andre ting, som underbygger, at de nu bor og lever i Tyskland og dermed kan søge tysk EU-opholdstilladelse.

15-årige Chittisak 'Birdie' Khunakhuns familie har boet i Flensborg siden maj og har med deres tyske opholdstilladelse og dermed EU-retten i ryggen søgt om dansk opholdstilladelse.

Efter seks måneder i Flensborg skal flyttekasserne hjemme hos Chittisak 'Birdie' Khunakhuns familie måske snart pakkes igen. Vis mere

Sagbehandlingen må kun tage op til et halvt år.

»Vi kan i princippet godt flytte tilbage, mens sagen behandles. Men hvis vi nu får afslag, skal vi jo finde penge til at flytte igen,« siger Birdies papfar, Mogens Tradsborg.

Men når de flytter, er der allerede en ny familie, der gerne vil overtage lejligheden.

»Alene i den opgang bor der tre andre familier, som jeg har hjulpet,« siger Leif Havshøj Larsen.