The Antonelli Orchestra, der plejede at have trommeslager og kapelmester Claes Antonsen i front, er ude af 'Vild med dans'.

Det bekræfter TV 2 overfor B.T.

Udsmidningen er midlertidig i første omgang, indtil resultatet af en undersøgelse om krænkelser i TV 2s programmer med bandet er på plads.

»Som jeg har understreget flere gange, vil vi på TV 2 ikke acceptere krænkende adfærd på de produktioner, vi er involveret i. Alle skal kunne gå trygge på arbejde,« siger programdirektør Dorthe Thirstrup til B.T.

Derfor har man hos TV 2 nu bedt produktionsselskabet Mastiff om at foretage en mere dybdegående undersøgelse af omfanget af den sexistiske kultur på TV 2-programmet 'Toppen af poppen'.

En undersøgelse, som ikke blot skal omfatte Claes Antonsen, men hele hans orkester, hvilket altså forventes at strække sig over længere tid, end når 'Vild med dans' skal sendes til efteråret.

»Indtil vi har resultaterne af den undersøgelse, kan The Antonelli Orchestra ikke optræde på nogen TV 2-produktioner. Det gælder således også 'Vild med dans' senere på året,« lyder svaret fra programdirektøren.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Claes Antonsen.

Claes Antonsen var kapelmester og trommeslager i The Antonelli Orchestra, som siden 2005 havde været husorkester i 'Vild med dans'. Men i år er bandet blevet erstattet.
Claes Antonsen var kapelmester og trommeslager i The Antonelli Orchestra, som siden 2005 havde været husorkester i 'Vild med dans'. Men i år er bandet blevet erstattet. Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix

TV 2 kan endnu ikke oplyse, hvem der skal erstatte The Antonelli Orchestra i 'Vild med dans'.

Bandet, der plejede at have kapelmester og trommeslager Claes Antonsen i front, indtil han for nyligt trak sig, har været husorkester i 'Vild med dans' siden programmets start i 2005.

I DRs omtalte dokumentar 'Sexisme i musikbranchen' stilles der skarpt på en anonymisereret Claes Antonsen, der efterfølgende selv har indrømmet, at han var det omtalte bandmedlem i TV 2-programmet 'Toppen af poppen', der havde skabt en sexistisk kultur med upassende kommentarer til de medvirkende kvinder om deres kroppe.

Claes Antonsen har undskyldt sin opførsel, trukket sig fra The Antonelli Orchestra og aflyst alle sine koncerter, som ikke allerede var blevet droppet af kunstnerne selv.

For nyligt forsvarede en lang række personer tilknyttet 'Vild med dans' dog Claes Antonsen og bandet, som de nødigt ville undvære i programmet. Læs mere om det HER.