Rapperen Tessa aflyser nu to koncerter med det band, som er omdrejningspunktet for andet afsnit af 'Sexisme i musikbranchen'.

»Jeg vil ikke stå på scenen med en krænker og kommer aldrig til det,« siger hun til B.T.

I DRs nye dokumentar stilles der skarpt på The Antonelli Orchestra, hvor særligt et af bandmedlemmerne anklages for at skabe et grænseoverskridende miljø med sine upassende kommentarer til kvindelige musikere.

Derfor har Tessa nu taget konsekvensen og aflyst sine to koncerter, hvor hun skulle akkompagneres af det omtalte husorkester.

Tessa aflyser nu to koncerter med det band, som er omdrejningspunktet for andet afsnit af 'Sexisme i musikbranchen'.
Tessa aflyser nu to koncerter med det band, som er omdrejningspunktet for andet afsnit af 'Sexisme i musikbranchen'. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det drejer sig om en koncert på Færøerne i juni og et show på Clarion Hotel i december.

»Lige så snart jeg hørte om den her skandale, reagerede vi med det samme ved at sige til vores booking, at vi trækker os fra alle vores fremtidige arrangementer med ham, og det holder vi fast i,« understreger Tessa.

»Jeg vil på ingen måde associeres med det her bandmedlem – og resten af bandet har jo formentlig været med til at muliggøre den her kultur ved at lade ham opføre sig sådan.«

Tessa har en gang før spillet med The Antonelli Orchestra, men det kommer hun altså ikke til fremover.

Rapperen har dog ikke personligt selv nogen negative oplevelser med det omtalte bandmedlem.

Men det har hendes manager en mulig forklaring på.

»Vi har spillet med dem før uden at opleve noget, men det er også en falliterklæring, for det er så tydeligt, at kvinder, der har en mandlig manager med hele tiden, ikke udsættes for helt de samme ting,« siger Jesper 'Livid' Helles.

»Og det understreger jo bare problemet.«

Tessa har altid sin manager Jesper 'Livid' Helles med sig. Foto: Privat
Tessa har altid sin manager Jesper 'Livid' Helles med sig. Foto: Privat

Jesper 'Livid' Helles er selv til stede til alle Tessas koncerter, og han fortæller, at han kender flere i branchen, der på samme måde oplever, at det at have en mandlig vagthund foran sig er med til at skåne de kvindelige artister.

»Men jeg er selvfølgelig solidarisk med mine kvindelige kollegaer i branchen og kan kun være glad for, at jeg ikke selv har følt det, de er blevet udsat for,« slutter Tessa.