Christian Stadils konkursramte familierederi er blevet meldt til politiet.

Det er kuratoren for konkursen, som har opdaget og anmeldt de mistænkelige forhold, der kan være tegn på alvorligt bedrageri i Thorco Shipping.

Det skriver Shippingwatch, der har set kurator Troels Tuxens orientering til kreditorerne om politianmeldelsen.

Til mediet afviser Thor Stadil, den tidligere formand for det konkursramte rederi – og nuværende formand for Stadils familiekoncern Thornico – dog at ledelsen skulle have begået bedrageri.

»Det er vores opfattelse, at det er helt uberettiget. Alle vores regnskaber er blevet gennemgået af et af de store revisionshuse, og skattevæsenet og Erhvervsstyrelsen har godkendt alle vores indsendelser,« siger Thor Stadil til Shippingwatch.

Christian Stadil og hans far Thor Stadil.
Christian Stadil og hans far Thor Stadil. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Angiveligt skulle bedrageriet bestå i, at flere højtstående medarbejdere i rederiet inden konkursen havde opgivet et kunstigt lavt overskud, for i stedet at have flyttet samlet omkring 5,8 millioner kroner til andre selskaber uden en partner i Singapores vidende.

Thor Stadil er far til Christian Stadil, og de to har sammen med den tidligere direktør Thomas Mikkelsen desuden også modtaget et personligt erstatningskrav fra kuratoren på omtrent 185 millioner kroner efter konkursen.

Stadil-familien begærede Thorco Shipping konkurs tilbage i maj 2020 efter flere år med dårlig økonomi og store underskud.

Det er heller ikke længe siden, at Hummel-milliardæren Christian Stadil røg ud i en større aktieballade.

Eksperter har nemlig kaldt det for en »svinestreg«, fordi han forsøgte at købe et selskab af børsen mod flere aktionærers vilje. Læs mere om det HER.