Han gav de små i samfundet en stemme. Gav dem krop og sjæl, trak dem ud i rampelyset og gjorde dem synlige. Men nu er arbejderklassen blevet en stor og vigtig stemme mindre.
Gøgleren og gadedrengen Erik Clausen er død. 82 år gammel.
Det var dén verden, han var tro over for. Så tro, at han skummede over at finde sit navn i 'Kraks Blå Bog', selveste symbolet på, at man har bedrevet noget særligt, er en del af eliten. En 'elitær fedterøvsbog' kaldte han den.
»Da jeg opdagede, at jeg mod min vilje var blevet optaget i 'Blå Bog', blev jeg rasende. Jeg er ikke interesseret, og det sårer min forfængelighed. Nu tror mit publikum, at jeg er som en anden fedterøv,« som han udtalte til Kristeligt Dagblad.
At være en fedterøv, sådan én, der leflede for det fine selskab, ville Erik Clausen nemlig for alt i verden ikke blive.
Han kom til verden i en lille lejlighed i den københavnske bydel Sydhavnen. Her var veje og pladser godt nok opkaldt efter berømte komponister som Mozart og Beethoven, men det var det arbejdende folk, der boede der. Som hans egen mor.
»Hun knoklede som et bæst for at få det til at løbe rundt,« sagde han om moderen Lily, der var enlig mor med to drenge. Faderen Carlo var bare stukket af.
Selv var Erik Clausen kun 13 år gammel, da han begyndte at bidrage til dagen og vejen som cykelbud. En tjans, der tændte hans livslange passion for de tohjulede og cykelsporten, som kunne være blevet hans vej i livet.
I stedet kom han, tro mod sit ophav, som 15-årig i lære som maler. Og hadede det. Men turde ikke springe fra. Dén skuffelse kunne han ikke byde sin mor.
Malermester blev han dog aldrig. I hvert fald ikke som håndværker.
I slutningen af 1960erne mødte han Leif Sylvester Petersen, og de to arbejderklassedrenge fandt sammen om deres foragt for den etablerede kunstverden.
Som en protest mod den blev de under navnet Clausen og Petersen et samfundssatirisk gøglerpar, som udstillede gadekunst, optrådte med gadecirkus, skrev og udgav musik. Blandt andet klassikeren 'Mormors kolonihavehus'.
Se videoen, hvor Erik Clausen fortæller om sit liv:
Præcis som med kunsten var Erik Clausens debut som filminstruktør i 1981 også en protest mod det etablerede. Der manglede – insisterede han – film, som arbejderklassen kunne spejle sig i.
Som han beskrev det i sin selvbiografi fra 2009, ville han »bryde arbejderklassens hang til usynlighed og til at dukke nakken«. Et løfte, han holdt til det sidste.
'Cirkus Casablanca' var hans første. Og selvom publikumssucceser som den, 'Tarzan Mama Mia' og 'Ledsaget udgang' står som et vidnesbyrd om det løfte, er det ikke desto mindre Erik Ballings klassiker 'Midt om natten' fra 1984, der tegner sig som hans eget folkelige gennembrud.
Hans samspil med Kim Larsen i filmen kom til at række langt ud over lærredet og gav et livslangt venskab, ligesom de sammen skrev hittet 'Vi er dem, de andre ikke må lege med'.
En sang, der delvist handlede om Erik Clausen selv.
»Når min mor var vred på mig, råbte hun: 'Du skulle slet ikke have været født, men jeg kunne ikke komme af med dig',« fortalte han til B.T. med reference til linjen 'det' da godt, at vi blev født, før aborten blev fri'.
Således at være 'med på afbud' – som moderen kaldte det – satte sine spor i Erik Clausen.
»Min mor foretrak min bror frem for mig. Det var skyld i, at jeg fik behov for at gøre mig synlig. Hvilket har forfulgt mig hele livet,« sagde han videre.
Men med netop dén film blev han det i den grad. Synlig og elsket af folket.
Hvilket han mærkede, da han året efter 'Midt om natten' fortsatte parløbet med vennen Kim Larsen i det omrejsende gøglershow 'Cirkus Himmelblå' for stuvende fulde huse.
Det var ikke kun i sin kærlighed til arbejderklassen, at Erik Clausen var tro.
Siden 1966 var han gift med sin Pernille, som i lighed med sin mand også er kunstner. Sammen fik de børnene Emil og Louise. Og børnebørn var der også kommet til og dermed en rolle som bedstefar, som han fandt lettere end at være far.
»Som far til små børn var jeg nervøs hver dag: 'Gør vi det rigtigt? Har børnene slået sig? Bliver de drillet i børnehaven?' Alle de dér bekymringer,« fortalte Erik Clausen til Vores Børn og fortsatte:
»Det er mere rummeligt at være morfar. Men man er nødt til at være lidt udspekuleret som morfar, ellers regner de bare én som inventar. Man må hive en sjov sang op af hatten eller lave en tryllekunst.«
Det hørte til sjældenhederne, at Erik Clausen på den måde delte ud af den private side af sit liv.
Budskabet – hvilken afskygning det så end måtte have – var det vigtigste. Var dét, han brændte for.
Tro mod idealerne boede parret da også i årtier på Vesterbro. Til leje. Blandt folket.
Men i foråret 2022 – som 80-årig – flyttede de til en villa i Tårnby. Muligvis som følge af den sygdom, der kort forinden havde ramt ham.
Parkinsons.
Det var i starten af 2022, at han i et Facebook-opslag delte nyheden om, hvorfor den evigt talende Erik Clausen længe havde været stille.
En nyhed, der startede med, at han i 2018 var væltet på sin cykel, havde brækket hoften og blevet ramt af delir. Som der skulle seks elektrochok til at trække ham ud af.
Da han efter lang genoptræning endelig kom til hægterne, væltede han igen på cyklen og brækkede skulderen.
»Og så … ligesom jeg troede, 'nu er den der', kom diagnosen Parkinsons syge, Ja tak for det,« lød det sarkastisk fra Erik Clausen i B.T.s interview, hvor han blankt erkendte, at fire år som patient havde sat sine spor.
»Det er med sygdom som med kløe i hovedbunden. Man tænker på det hele tiden,« sagde han. Og tilføjede straks et stort men:
»Begynder man først at tænke 'jeg dør snart', er der ikke langt igen.«
Så det lod han være med. Fyldte i stedet hoved og sind med nye malerier og tanker om endnu en film.
»Jeg træner og holder ham hr. Parkinson på afstand og beskæftiger mig så lidt som muligt med hans ånde i nakken,« insisterede han. Men var ikke desto mindre realist:
»Om få år dør jeg. Det er simpel sandsynlighedsberegning, men det som er interessant, er: Hvordan har du levet? Har du oplevet kunsten, kærligheden, kammeratskabet, erotikken og håndværket?« spurgte han i et interview med Kristeligt Dagblad.
For Erik Clausen var svaret et ja. Til det hele. For uanset hvad livet bød ham af bump og sten på vejen, fandt han gaver og muligheder i dem.
»Jeg føler, at jeg har været meget, meget heldig. Var held en disciplin ved OL, havde jeg vundet en medalje,« sagde han til B.T.
Nu er heldet sluppet op for gøgleren og gadedrengen Erik Clausen. En vigtig stemme er forstummet.
