Da de mødtes, var de begge i et andet forhold. Nu er deres eget forhold dødt.
Kendisparret Karsten og Janni Ree skal skilles. Her får du historien om deres første møder, hvordan Karsten gjorde kur, og hvorfor de endte med at falde for hinanden.
I starten holdt de forholdet hemmeligt.
Den 14. oktober 2013 skrev Ekstra Bladet, at Janni havde sat sit forhold til kæresten Christian Abrahamsen på standby, da hun hverken var klar på at få flere børn eller flytte permanent ned til ham i Afrika, hvor han arbejdede i Gabon.
Hun blev samtidig kædet sammen med rigmanden Karsten Ree, men det afviste hun:
»Vi er bare gode venner, og indimellem ses vi sammen. Og så opstår rygterne,« udtalte hun.
En måned senere bekræftede de forholdet, da Janni stod foran en tur i landsretten.

Året for inden var hun blevet idømt et år og ni måneders fængsel for at have franarret en ældre mand en formue, og da hun gjorde klar til at anke sagen, havde hun Karsten med ved sin side.
Janni fortalte til B.T., at de havde været kærester i cirka fem uger.
Karsten havde forinden kortvarigt dannet med par med den kendte foredragsholder Lotte Heise, ligesom Janni altså selv havde et frisk brud med i bagagen.
Janni erkendte, at deres nye forhold ikke fik den bedste start med den verserende retssag, men tilføjede til B.T.:
»Jeg er ikke i tvivl om, at Karsten vil være der 100 procent for mig – også hvis jeg får en dom. Vores forhold er helt bestemt stærkt nok til at klare det.«
Samme efterår giver Janni et større interview til B.T., hvor hun fortæller, at det især er Karstens humor, som hun er faldet for.
»Han er en charmerende, intelligent og pæn mand. Og så har han en stor livserfaring. Han har bare et sprudlende humør fra morgen til aften.«
Det bliver hurtigt et emne i medierne, at Karsten er 25 år ældre og meget, meget rig.

Den 20. november 2013, da Janni skal for retten, spørger Ekstra Bladet Karsten, om han er bekymret for, om Janni er ude efter hans formue.
»Jeg holder fast i mine penge. Det er jer, der tillægger hende det. Men havde jeg været cykelsmed, havde jeg nok ikke mødt hende,« udtalte han med et smil.
Dagen efter skriver Se og Hør, at Janni er flyttet ind hos Karsten i hans store villa i Vedbæk.
Ordet 'golddigger' bliver nævnt i en artikel i Ekstra Bladet, hvortil Janni fortæller, at det faktisk var Karsten, der jagtede hende.
»Tilbage i januar, hvor jeg stadig var kæreste med Christian, blev jeg ringet op og inviteret ned på Karstens båd, hvor jeg takkede nej. Så allerede der var han ude efter mig.«
Hun forklarer i samme interview, at hun helst havde ventet med at stå frem med Karsten efter sin retssag, fordi det nemt kunne se ud som om hun var til ældre rige mænd.
Herefter indleder de et reality-liv sammen, hvor hun først – efter at have fået reduceret sin dom – afsoner nogle måneder i Horserød statsfængsel.
Midt i det hele har de premiere på deres første tv-program 'Janni og Karsten – kærlighed mod alle odds', og i foråret 2015, da Janni er ude af fængslet igen, bliver de gift på Rudersdal Rådhus.

I podcasten 'Her er dit realityliv' har Janni sat flere ord på, hvordan de mødte hinanden gennem fælles bekendte.
Karsten havde som nævnt allerede forsøgt sig i starten af 2013, men det lykkedes først, da de den 7. september samme år begge er afsted uden deres respektive partnere til premiere på et Amin Jensen-show.
Her ender de til efterfesten med at sidde alene sammen i en stue, og så slår det gnister.
»Vi hører Enrique Iglesias, kigger hinanden dybt i øjnene og får nogle sjusser. Karsten har også en kæreste, så det er lidt forbudt, men det ender med, at vi er sammen,« fortæller Janni i podcasten.
Hun troede, det var en engangsting, men Karsten blev med at skrive til hende og så endte de altså sammen.
I sommeren 2020 er B.T. af to omgang på besøg hos Janni og Karsten i Vedbæk.
Her fortæller Karsten, at en styrke er deres fælles humor.
»Vi morer os og griner godt sammen. Den egenskab er vi faldet for hos hinanden. Og kan man det, går det hele meget lettere. Også med den store aldersforskel på 25 år.«

I artiklerne medgiver begge, at de er forskellige – men at det også er en styrke.
»Vi kan begge lide kampen. Hun har en kamp med mig og mine underligheder, og jeg har det samme med hende, fordi jeg synes, at alt hun gør er helt forkert,« fortæller Karsten med et smil.
Ifølge Janni er Karsten til gengæld ikke meget for at tale om følelser.
»Han er jo af den gamle skole. For ham er kærlighed noget helt andet. For eksempel at jeg laver brun sovs. Så det får han ofte. Det går lige i hjertet.«
I interviewet fra 2020 fortæller Janni også, at hun godt ved, at der stadig er mange, der opfatter hende som en 'golddigger', hvilket hun blot ryster på hovedet over.
»Jeg har tit sagt, 'skal vi virkelig bo så fint? Jeg vil ikke have noget imod at bo mindre',« forklarer hun.
Hun fortæller også, at hun fraskrev sig retten til Karstens formue, da de blev gift – og tilføjer:
»Selvfølgelig har han sikret mig, så jeg ikke kommer til at stå på gaden. Han vil gerne have, at jeg har det godt, så jeg ikke skal gå for lud og koldt vandt.«
I interviewet slår Janni samtidig fast med et smil:
»I de syv år, vi har været sammen, har jeg tjent mine egne penge og betaler alt selv. Og faktisk giver jeg Karsten mere, end han giver mig. Han er virkelig forkælet.«
Siden det i denne uge kom frem, at Karsten og Janni skal skilles, har piben fået en lidt anden lyd i forhold til det økonomiske aspekt.
Ifølge Janni har Karsten taget sagen videre til Familieretshuset, for at slippe for at overholde det, hun mener, han har lovet hende.
»Jeg har selvfølgelig brug for hjælp til at komme videre for det er ikke lige sådan at finde en bolig med to hunde. Det er ikke meget at forlange efter 11 år, men han vil ikke betale noget,« udtaler Janni til B.T..
B.T. har foreholdt Jannis beskyldninger for Sune Aagaard, der er kommunikationsansvarlig i Ree-imperiet, men han har afvist at kommentere med henvisning til privatlivets fred.
